Kom på seminar om konflikthåndtering

20-09-2013

Alle medlemmer af Organistforeningen inviteres til at lære om den gode måde at håndtere vanskelige situationer. Det sker på Fyn fra fredag den 15. november ved middagstid til lørdag over middag.


Af Filip Graugaard Esmarch


Medlemmer af de fem kirkefunktionærorganisationer under CO10 er nu inviteret med på et gratis seminar og hotelophold i Middelfart. Som deltager kan man på godt et døgns tid blive en bedre kollega, og man kan tilbringe en hyggelig aften sammen med andre folkekirkemedarbejdere.


Med emnet ”konflikthåndtering, mægling og den svære samtale” vil det dog næppe være ren ”feel good” alt sammen. Connie Yilmaz Jantzen, den ene af de to undervisere, lægger op til, at deltagerne vil blive udfordret til at arbejde med sig selv.


”De vil for det første få nogle redskaber til at gå ind i svære situationer, når sådan nogle opstår. Og for det andet vil man som deltager få en forståelse for, hvorfor man selv reagerer, som man gør. Mange bliver lidt handlingslammede. Vi vil se på, hvad vi hver især kan have af udfordringer, når vi skal foretage os noget – for det er jo ikke så sandsynligt, at den svære situation bare går over af sig selv,” siger hun.


Mægling eller forhandling?

Seminaret vil introducere deltagerne til to modeller for konflikthåndtering. Overordnet er forståelsen af konflikter dog altid den samme:


”Vores opfattelse er, at du ikke på forhånd kan udpege skurken. Det handler om at få parterne til at se tingene fra begge sider. De skal ikke nødvendigvis blive enige eller være venner. Men de har en fælles opgave i at finde ud af at samarbejde. Målet er derfor altid, at vi på en eller anden måde finder nogle holdepunkter for, hvordan vi kommer videre fra den uenighed, vi har haft,” siger Connie Yilmaz Jantzen.


Den egentlige konfliktmægling skal deltagerne arbejde med på seminarets første dag, hvor Conny Hjelm, der kender området i både teori og praksis, vil undervise. Og om lørdagen vil Connie Yilmaz Jantzen præsentere en lidt anden model, nemlig forhandling af interessemodsætninger.


”Her ser man på, hvad parterne hver især er optaget af. Og i stedet for at fokusere på, hvad vi er uenige om, vil man finde ud af, hvad der er, vi vil, som er det samme, og så arbejde videre ud fra det,” fortæller hun.


Tøv ikke for længe

De to undervisere er begge ansat på Center for Diakoni og Ledelse, Dianalund, som har en omfattende berøring med det kirkelige miljø.


Det gratis seminar på Hotel Park i Middelfart er foreløbig det sidste i rækken af fællesfaglige arrangementer, som er finansieret af statslige midler, de såkaldte CLOPU-midler til kompetenceudvikling – et resultat af de forrige trepartsforhandlinger på statens område.


Der er et begrænset antal pladser, men så længe der er plads, kan tilmelding ske frem til midt i oktober.

LÆS MERE