Bevilling til vejledning om skimmelsvamp

20-12-2013

Folkekirkens arbejdsmiljøråd har via Ministeriet for Ligestilling og Kirke fået bevilliget penge til en vejledning om håndtering af skimmelsvamp i kirkens bygninger.

Skimmelsvampe kan ikke mindst i middelalderkirker udgøre et betydeligt sundhedsproblem for organisten – hvis svampene altså trives i orglet. Blandt andet derfor har folkekirkens arbejdsmiljøråd længe ønsket at få udarbejdet en vejledning til menighedsråd om, hvordan man forebygger og håndterer problemet.

Og i slutningen af november 2013 fik rådet bevilliget knap 200.000 kr. fra omprioriteringspuljen i folkekirkens Fællesfond, oplyser folkekirkens arbejdsmiljøkonsulent, Hans Hjerrild.

”Jeg regner med, at arbejdsmiljørådet i januar vil nedsætte en gruppe, som hurtigt kan sætte arbejdet med vejledningen i gang. Jeg håber på, vi kan have et udkast klar før sommerferien,” siger han.

OZON-DISKUSSION SPØGER
Der skal inddrages ekstern eksperthjælp i projektet, og den opgave går formentlig til Frede Fruergaard Møller fra Teknologisk Institut. Han har en omfattende erfaring med skimmelsvamp i både kirker og præstegårde.

En af de konkrete ting, den kommende arbejdsgruppe kommer til at tage stilling til, handler om de såkaldte ozonlamper, som ikke sjældent anvendes til bekæmpelse af skimmelsvamp i orgler.

Mens Frede Fruergaard Møller og flere andre eksperter afviser, at ozon skulle være et gangbart middel, hævder flere orgelbyggere, at netop ozonlamper og affugtere udgør en effektiv cocktail uden sundhedsrisici.

”Den diskussion skal vi have vendt. Men ozon har jo ikke det bedste ry, og man skal være meget påpasselig med det, tænker jeg. Vi vil gerne tænke meget bredt i forhold til, hvad der findes af muligheder. Derfor vil jeg meget gerne høre fra organister og andre, der har gode erfaringer med, hvad der virker,” opfordrer Hans Hjerrild, som kan kontaktes via Landsforeningen.
Filip