PFA-pensionsordning bliver mere fleksibel

20-12-2013

Organistforeningens medlemmer får snart opgraderet deres pensionsopsparing. PFA Plus giver øgede valgmuligheder, og investeringsrisikoen nedtrappes gradvist frem mod pensionsalderen.

I foråret 2014 træder en ny pensionsordning i kraft. Den såkaldte PFA Plus-ordning ændrer ikke på, hvor godt man er forsikret, men den giver flere muligheder end den nuværende model.

Ordningen indebærer, at medlemmernes indbetalte pensionspenge vil følge markedsrenten, hvilket giver bedre muligheder for at opnå et godt afkast.

PFA opererer i den forbindelse med fire forskellige investeringsprofiler, som medlemmet til enhver tid kan vælge imellem. De har det tilfælles, at risikoen gradvist nedtrappes frem mod den enkeltes pensionsalder.

Pensionsselskabet lover, at den nye pensionsordning vil være nem at få et overblik over. De omfattede medlemmer vil modtage en såkaldt velkomstpakke, som forklarer mulighederne nærmere.

Desuden er der via hjemmesideadressen www.minpension.pfa.dk adgang til alle informationer om pensionsordningen. Her er det muligt at lave beregninger, se prognoser og ændre investeringsprofil.
Filip