Folkekirken får en antimobbepolitik

23-05-2014

Der skal udarbejdes en ny skabelon for personalepolitik i sognene. Undersøgelsen af det psykiske arbejdsmiljø afslører blandt andet et behov for at tilføje noget om mobning.

Styregruppen bag undersøgelsen af folkekirkens psykiske arbejdsmiljø, som blev offentliggjort for et år siden, har nu fulgt op med en handlingsplan. Den indeholder 19 forslag til forskellige typer tiltag, som vurderes at kunne forbedre kirkens arbejdsmiljø. Samtidig er det angivet, hvem der tænkes at skulle stå for de enkelte tiltag.

Handlingsplanen tager på flere punkter højde for de udfordringer med konflikter og mobning, som undersøgelsesrapporten sidste år pegede på. For mindst ét af punkternes vedkommende ligger det allerede nu fast, at der vil blive sat handling bag. Der er nemlig allerede nedsat en arbejdsgruppe under Folkekirkens Samarbejdsudvalg, som skal stå for en opdatering af personalepolitikken på folkekirkenspersonale.dk.

Som noget nyt skal personalepolitikken indeholde en ”antimobbepolitik, idet det fremgår, at mobning er et absolut nultoleranceområde”.

Talanalyse og værktøjer
Styregruppen foreslår desuden, at sekretariatet for arbejdsmiljøundersøgelsen foretager en nærmere analyse af, hvad tallene fra undersøgelsen afslører om mobning i folkekirken. ”Herefter tages der stilling til eventuelle yderligere initiativer,” hedder det i handlingsplanen.

Endelig er Folkekirkens Arbejdsmiljøråd angivet som ansvarlig for ”en markedsundersøgelse af, hvad der i dag findes af tilgængelige konflikthåndteringsværktøjer, og se på, hvordan de kan tilpasses en folkekirkelig arbejdsplads”.

Blandt de instanser, handlingsplanen udpeger som ansvarlige for de enkelte initiativer, er desuden Kirkeministeriet og Landsforeningen af Menighedsråd. Der ligger ikke på forhånd nogen forpligtelse til at søsætte konkrete projekter, og derfor er handlingsplanen naturligvis heller ikke forsynet med nogen tidsrammer. En del af formålet med handlingsplanen er da også at give inspiration til lokale initiativer.

Hele handlingsplanen kan hentes som pdf her.

LÆS OGSÅ: 19 veje til et bedre arbejdsmiljø (17.06.14)