Efterlyser tiltag som giver mere kirke for pengene

25-08-2014

Landsforeningen af Menighedsråd har søsat et projekt, som har til formål at finde ud af, hvordan man rundt omkring i sognene kan skabe mest mulig kirkeliv uden at trække på ekstra økonomiske eller menneskelige ressourcer.

Projektet drejer sig om at samle gode erfaringer ind og derefter gøre dem tilgængelige for alle. I den forbindelse beder Landsforeningen om hjælp fra folkekirkens ansatte.

”Har dit sogn sat fokus på, hvordan I bruger ressourcerne? Det kan være erfaringer med energistyring, anderledes prioritering, samarbejde, omfordeling af lønkroner – eller noget helt femte. Landsforeningen modtager gerne både små og store eksempler. Det væsentlige er, at erfaringerne er fra virkelighedens verden – og at de har ført til mere værdi for jer lokalt,” lyder det i en pressemeddelelse fra Landsforeningen.

Man skriver blot til projektleder Vivi Rolskov Jensen på adressen . Projektet løber til og med 2015 og er finansieret af Fællesfonden, som har bevilget 512.000 kr. Læs mere på www.menighedsraad.dk/mere-kirke.
Filip