Høringssvar om medarbejdermøder affejes

07-10-2014

Nye regler om medarbejdermøder sætter fokus på arbejdsmiljøet, men tager ikke højde for geografisk fleksibilitet. Samtidig er reglerne for valg af medarbejderrepræsentant forenklet.

I forbindelse med forhandlingerne om sidste års overenskomst blev parterne enige om, at reglerne om medarbejdermøder i folkekirken og valg af medarbejderrepræsentant i menighedsrådene skulle opdateres. Det er nu sket med en kirkeministeriel bekendtgørelse, som træder i kraft den 1. november og erstatter den 20 år gamle bekendtgørelse om samme emne.

Fra et medarbejdersynspunkt rummer bekendtgørelsen mindst én markant forbedring, nemlig at alle medarbejderes deltagelse i medarbejdermødet regnes som arbejdstid. For medarbejder­repræsentantens vedkommende regnes deltagelse i menighedsrådsmøder dog fortsat ikke som arbejdstid. Af sognets medarbejdere er det nu kun præsterne, der har pligt til at deltage i medarbejdermødet, men alle har naturligvis ret til at deltage.

I april indgav CO10 på vegne af blandt andre Organistforeningen et høringssvar på ministeriets udkast til bekendtgørelsen. Med undtagelse af en enkelt sproglig spidsfindighed har ministeriet dog ikke fundet anledning til at efterkomme nogen af CO10's mange forbedringsforslag. Eksempelvis skal medarbejdermødet fortsat blot holdes mindst én gang årligt – ikke to gange, som foreslået af CO10. Og et ekstraordinært medarbejdermøde skal fortsat kun afholdes, hvis to medarbejdere ønsker det – ikke blot én.

APV OG ARBEJDSMILJØ ER NYT
Når man sammenholder den udsendte bekendtgørelse med CO10's høringssvar, er det påfaldende, at de nye regler ikke tager hensyn til de ændrede forhold i forbindelse med geografisk fleksibilitet – i hvert fald ikke i den grad, CO10 og dermed Organistforeningen har ønsket det. Geografisk fleksible medarbejdere har fortsat ikke ret til at deltage i medarbejdermøder på de øvrige arbejdspladser, hvor de ellers har pligt til at gøre tjeneste.

Bekendtgørelsens paragraf 5 handler om selve indholdet af medarbejdermødet. Menigheds­rådet skal stadig orientere om planlagte arrangementer, aktiviteter, byggearbejder, fastlagte ferier og fridage, og som noget nyt skal der gøres status for eventuelle handlingsplaner i forbindelse med arbejdspladsvurderingen. Derimod ligger der ikke i de nye regler nogen forpligtelse til at holde medarbejderne orienteret om ”påtænkte ændringer af struktur og beskæftigelse, herunder evt. samarbejde med andre menighedsråd”, som CO10 ellers har foreslået.

En anden væsentlig nyhed er, at den årlige arbejdsmiljødrøftelse, som ifølge arbejdsmiljø­lovgivningen er obligatorisk for en arbejdsplads, nu også skal med på dagsordenen for medarbejder­mødet. I forbindelse med sådan en drøftelse skal man blandt andet tilrettelægge arbejdet med sikkerhed og sundhed for det kommende år. CO10 har foreslået, at det også gøres obligatorisk at drøfte arbejdsmiljøet på de arbejdspladser, som indgår i ordninger med geografisk fleksibilitet, men dette har ministeriet altså ikke fundet relevant at medtage.

VEJLEDNING OM REPRÆSENTANTER
Den syvende og sidste paragraf handler om medarbejdernes valg af den repræsentant, som i det efterfølgende års tid har ret til at deltage som observatør i menighedsrådets møder. Her har det hidtil været én repræsentant fra hver stillingskategori, der har kunnet stemme om, hvem der skal repræsentere medarbejderne. Men det nye er, at alle medarbejdere har direkte stemmeret. Hvis der derfor er en overvægt af kirkegårdsansatte, bliver det i princippet nemmere for dem at få valgt ”deres egen kandidat”, i det omfang de altså har sådan en.

Når det gælder medarbejderrepræsentantens deltagelse i menighedsrådsmøder, har CO10 i sit høringssvar gjort opmærksom på, at der er behov for at få fastlagt nogle retningslinjer. Der kan især opstå tvivl i forbindelse med punkter, som behandles for lukkede døre.

Tilbage i januar 1999 skrev Kirkeministeriet i et svar på en konkret henvendelse om dette fra en PO'er, at medarbejder­repræsentanten har ret til at at sidde med ved møder om ansættelse af præst. Ved ansættelse af en kirkefunktionær eller andre sager om kirkefunktionærer skal medarbejderrepræsentanten have lejlighed til, inden vedkommende forlader mødet, at fremføre sine synspunkter og bidrage med oplysninger. Medarbejderrepræsentanten har desuden ret til at se alle skriftlige dokumenter, som har med mødet at gøre, herunder også beslutningsprotokollen.

Hverken den nye eller andre bekendtgørelser indeholder dog noget om disse regler, og ministeriet har heller ikke ønsket at genudsende sit gamle svar. Til gengæld har specialkonsulent Christa Hector Knudsen på det seneste møde i Folkekirkens Samarbejdsudvalg lovet, at ministeriet nu vil samarbejde med repræsentanter fra de faglige organisationer om at lave en konkret vejledning om medarbejderrepræsentanter i menighedsrådene.
Filip

Den nye bekendtgørelse kan læses her.

En fotokopi af Kirkeministeriet svar fra 1999 angående medarbejderrepræsentantens deltagelse i menighedsrådsmøder kan downloades
her.