Præster og kordegne leder forskelligt - men lige godt

30-01-2015

Fagbladet Organist.org sætter i februar fokus på præsten som leder. Og selve modellen med at ansætte netop en præst som daglig leder af sognets personale er der ganske mange argumenter både for og imod.

Den største forskel på ledelsessituationen i sogne der har en præst som ansat daglig leder, og sogne der har en kirkefunktionær som daglig leder, ligger i den måde, man koordinerer arbejdet på. Præsten foretrækker at holde kalendermøder, hvor man i fællesskab taler sig frem til tingene, mens kordegnen eller kirkegårdslederen hælder til at koordinere mere selvstændigt.

Interessant nok ser det ud til, at begge måder at koordinere på fungerer udmærket. Og i det hele taget er ingen af faggrupperne bedre eller dårligere end den anden til at varetage selve ledelsesopgaven – hvis man altså måler ud fra de ansattes oplevelse af det psykiske arbejdsmiljø på arbejdspladsen.

Alt dette fremgår af fagbladets Organist.org's analyse af ikke-offentliggjorte data fra undersøgelsen af folkekirkens psykiske arbejdsmiljø i november 2012.

Præsteforeningens formand, Per Bucholdt Andreasen, giver en forklaring på den forskellige ledelsesstil:

“Ledelse i dag handler om at skabe rammer, rum for dialog og at få tingene til at fungere. Når man kan læse ud af arbejdsmiljøundersøgelsen, at kirkefunktionærer som ledere er mere arbejdsfordelere end præster er, så skyldes det sandsynligvis, at præsten er mere dialogorienteret som leder. Det ligger simpelthen i præste-dna’et at være lyttende,” siger han.

PRÆSTEN ER DER IKKE
Per Bucholdt Andreasen er selv daglig leder af personalet i sit hjemsogn, og ikke overraskende opfatter han det som helt naturligt at ansætte præsten i denne funktion.

Formanden for Landsforeningen af Menighedsråd, Inge Lise Pedersen, er derimod langt mere betænkelig ved modellen.

”Alene af den grund, at han eller hun ikke er der nok. Et af problemerne med kontaktpersonsordningen er jo, at kontaktpersonen ikke er til stede på arbejdspladsen. Det løses ikke ved at gøre præsten til daglig leder, for han eller hun er der heller ikke nødvendigvis hver dag,” siger hun til Organist.org.

Hun peger desuden på, at ansættelse af en præst som daglig leder kan skabe visse udfordringer i forhold til menighedsrådet eller i relationen mellem præsterne i sogne med flere præster.

Læs mere om dette i temaartiklen i Organist.org's februar-nummer. Bladet har med denne artikel afsluttet dets temaserie om daglig sogneledelse, og vi har samlet alle artiklerne på siden her.
Filip