Et redskab til nytænkning i sognet

31-08-2015

En ny webportal skal hjælpe landets menighedsråd til at udnytte de økonomiske ressourcer bedre og foreslår blandt andet at indføre geografisk fleksibilitet og at udskifte kirkesangeren med et ulønnet menighedskor.

Landsforeningen af Menighedsråd lancerede tidligere i år hjemmesiden merekirke.dk som led i det igangværende projekt "Mere kirke for pengene". Hjemmesiden rummer en række idéer til, hvordan menighedsrådet kan agere mere omkostningsbevidst i det daglige.

Formålet med tiltaget er at inspirere menighedsrådene til at få mere kirkeliv ud af skattekronerne. Det betyder dog ikke, at der opfordres til at gå på kompromis med kvaliteten i forhold til bygninger og inventar, eksempelvis orglet.

Hjemmesiden henviser blandt andet til, at menighedsrådet i dets bestræbelser på at spare på sognets administrative udgifter kan overveje at gennemføre en såkaldt værdistrømsanalyse (Lean), hvor "tanken er, at det skal undgås at udføre opgaver eller arbejdsgange, som ikke har værdi for nogen".

DROP KIRKESANGEREN
Et enkelt af idékatalogets punkter handler direkte om kirkemusik: Som et eksempel på, hvordan man kan benyttes sig af frivillig arbejdskraft, henvises til et unavngivet sogn, hvor man har sparet udgiften til en kirkesanger ved at etablere et frivilligt menighedskor, som organisten så i stedet øver salmerne med.

"Konceptet er relativt enkelt og går ud på, at op til fem personer synger salmerne under søndagens højmesse. Søndagens menighedskor samles 45 minutter inden gudstjenesten, hvor organisten spiller salmerne igennem, og evt. vanskelige passager gennemgås. Organisten er til stede i forvejen, så der er ikke udgifter forbundet med, at koret øver," står der.

Om organisten ikke reelt har fået en større arbejdsbyde, og om brugen af frivillige resulterer i den samme stabilitet og kvalitet som en lønnet kirkesanger, melder historien ikke noget om.

FLEKSIBILITET I ARBEJDET
En anden måde at spare på er, at man i samarbejde med nabosogne indfører geografisk fleksibilitet for medarbejderne:

"Gennem etablering af gensidig vikarforpligtelse mellem sogne/kirker er der muligheder for at nedsætte udgifterne til vikarer ganske betragteligt", står der på hjemmesiden, uden at besparelsernes omfang dog er forsøgt konkretiseret.

Samtidig er argumenterne for geografisk fleksibilitet dog ikke begrænset til det rent økonomiske:

"For medarbejderne kan ordningen give større fleksibilitet i arbejdet og skabe grobund for samarbejde og erfaringsudveksling med fagfæller, som man i reglen ikke har på folkekirkens små arbejdspladser, hvor der ofte kun er en person til hvert fag," hedder det.

INDSTILLET TIL PRIS
Indholdet af merekirke.dk er skabt på baggrund af besvarelser fra en undersøgelse, som Landsforeningen foretog blandt både menighedsrådsmedlemmer og ansatte i efteråret 2014.

Hjemmesiden fik i august den anerkendelse at blive nomineret som Danmarks bidrag til en såkaldt ”World Summit Award” i kategorien Kultur og turisme. Det er en FN-pris til hjemmesider, der formidler relevant indhold på en nytænkende måde, og prisen uddeles i september.

Som en opfølgning på projekt "Mere kirke for pengene" holder Landsforeningen i efteråret 2015 og foråret 2016 en række lokale minikonferencer i samarbejde med provstiudvalgene. På merekirke.dk vil der "inden længe" komme nærmere informationer om konferencerne.

Filip