Så bredt er rådighedsbåndet ikke

27-08-2015

Landsforeningens vejledning af menighedsråd om kirkefunktionærers rammetid og rådighedstid stemmer ikke med overenskomsten.

For alle overenskomstansatte organister skal der i forbindelse med ansættelsen aftales en rammetid, hvor organisten kan ”have åbent” for tjenester, møder og handlinger. Og inden for den faste rammetid skal der løbende – det vil sige med en måneds varsel – placeres et rådighedsbånd, hvor menighedsrådet kan benytte organistens arbejdskraft til medvirken ved kirkelige handlinger, som ikke kan planlægges mere end en måned i forvejen.

Organistoverenskomsten definerer ikke, hvilken udstrækning, rammetiden for deltidsansatte kan have. Det er til forhandling. Derimod kan rådighedstiden højst udgøre 20/37 af stillingsstørrelsen.

Fagbladet Organist.org bragte i april 2015 en artikel om rammetid forfattet af Organistforeningens konsulent, Hans Henrik Brok-Kristensen, som henviser til, at mange bruger den tommelfingerregel, at ud over selve den ugentlige arbejdstid, kan rammetiden omtrentligt fastsættes til yderligere 50 procent af stillingsstørrelsen, dog evt. mere for små stillinger.

Måneden efter skrev Landsforeningen af Menighedsråd så under overskriften ”Værd at vide om rammetid” i nr. 5 af Menighedsrådenes Blad:

”Mange faglige organisationer giver udtryk for, at der findes diverse regler for, hvad der må aftales, fx at rammetiden bør være den ugentlige arbejdstid + 50 % eller andre lignende 'tommelfingerregler'. Dette er altså ikke korrekt. For var det tilfældet, ville det ikke være muligt at placere både arbejdstid og rådighedstid inden for rammetiden, når rådighedstiden må udgøre op til 30/37.”

Her må argumentationen fra Landsforeningens jurister dog siges at halte. Rådighedstiden kan ifølge overenskomsten (§ 12, stk. 4) højst være på fire timer i fem dage om ugen, hvilket for deltidsstillinger skal nedsættes forholdsmæssigt. Det ugentlige loft får man altså ved at gange med brøken 20/37.
Filip

LÆS OGSÅ: