Folkekirken får sin egen rådgivning om arbejdsmiljø

18-12-2015

I fællesskab har Folkekirkens Arbejdsmiljøråd og Kirkeministeriet lagt en ambitiøs 2020-plan. Efter det år skal folkekirkens arbejdsmiljø understøttes af en 3-5 personer stor rådgivningsenhed, som økonomisk hviler i sig selv.

Den hidtil mest omfattende opfølgning på rapporten fra juni 2013 om folkekirkens psykiske arbejdsmiljø bliver nu en realitet. I november modtog Folkekirkens Arbejdsmiljøråd og Kirkeministeriet en bevilling på i alt to en halv mio. kr. fra fællesfondens Omprioriteringspulje til et femårigt pilotprojekt om etablering af en selvstændig rådgivningsenhed for arbejdsmiljøet i folkekirken.

”Rådgivningen skal kunne bidrage til et bedre arbejdsmiljø i folkekirken i form af opsøgende, forebyggende, rådgivende, vejledende og konfliktløsende arbejde under hensyntagen og forståelse for folkekirkens struktur og særlige forhold,” hedder det i projektbeskrivelsen.

Alle de væsentligste interessenter på folkekirkens personaleområde står bag projektet. Folkekirkens Arbejdsmiljøråd består nemlig af både de faglige organisationer og af Landsfore¬ningen af Menighedsråd, og derudover har også Kirkeministeriet valgt at tilslutte sig.

ET UDTALT BEHOV
Undersøgelsen af folkekirkens psykiske arbejdsmiljø blev foretaget af Oxford Research i 2012-2013. Og i forlængelse heraf stod det klart for arbejdsmiljørådet, at hvis folkekirkens psykiske arbejdsmiljø skal bevæge sig fra det middelgode til det rigtig gode, så er der formodentlig behov for en mere fokuseret og opsøgende rådgivning, end den, Landsforeningen, provstikonsulenterne og stifterne har mulighed for at give.

Derfor bad arbejdsmiljørådet i begyndelsen af 2015 Oxford Research om en undersøgelse, som skulle kvalificere denne opfattelse yderligere – og dermed bane vejen for det stort anlagte projekt, som nu er skudt i gang. Forundersøgelsen blev gennemført i foråret 2015 og bekræftede behovet for en bedre arbejdsmiljørådgivning i folkekirken.

”Der er et udtalt behov for brancherettet arbejdsmiljørådgivning”, konkluderer Oxford Research, og et andet sted i samme rapport står der:

”Det er naturligt at stille spørgsmålet, om de eksisterende rådgivningstiltag dækker behovet for arbejdsmiljørådgivning. Det korte svar bliver ud fra de indsamlede data et rungende nej.”

På den baggrund er Folkekirkens Arbejdsmiljøråd og Kirkeministeriet, herunder kirkeminister Bertel Haarder, som har bevilliget de nødvendige midler, altså enige om at prioritere etableringen af en stærk og selvstændig rådgivningsenhed.

MANGE UBESVAREDE SPØRGSMÅL
Mange af de nærmere forhold omkring den kommende rådgivningsenhed er endnu ikke klarlagt. Men når projektet for alvor går i gang i begyndelsen af 2016, skal en styregruppe med repræsentanter fra Folkekirkens Arbejdsmiljøråd og Kirkeministeriet blandt andet forholde sig til
  • rådgivningsenhedens organisering og formelle tilknytning til folkekirken – om enheden eksempelvis skal knyttes direkte sammen med Folkekirkens Arbejdsmiljøråd, sådan som Oxford Research har anbefalet i sin rapport
  • om der skal ansættes en daglig leder, og hvem der skal ansætte vedkommende og de to andre konsulenter, man forventer at enheden i første omgang skal bemandes med.
  • hvorvidt rådgivningsenheden skal autoriseres af Arbejdstilsynet
  • hvordan enheden på sigt skal finansieres via provstiers kontingenter og menighedsråds brugerbetaling.

Målsætningen er, at der ved projektperiodens udløb i december 2020 skal være tre arbejdsmiljøfaglige konsulenter i Jylland og to på Sjælland, samt at rådgivningsenheden skal være selvfinansierende.
Filip
Læs mere om projektet i januar-nummeret af fagbladet Organist.org: Rådgivning om kirkens arbejdsmiljø styrkes

Læs rapporten Arbejdsmiljørådgivning i folkekirken, Oxford Research april 2015

LÆS OGSÅ: Bedre rådgivning om arbejdsmiljø kan være på vej til folkekirken (19.08.2014)