Korte kurser på kirkemusikskolerne i foråret 2016

18-12-2015

Tilrettelæggelsen af de såkaldte fagpakker i kirkemusikskolernes kommende efteruddannelsesprojekt er blevet noget forsinket, og fagpakkerne vil derfor først blive gennemført fra efteråret 2016. Men også i foråret er der naturligvis en række mindre kurser at finde i kirkemusikskolernes fælles oversigt.

Eksempelvis byder alle tre kirkemusikskoler på bredt appellerende kurser om sang og musik med mennesker i forskellige livsfaser, henholdsvis babyer, minikonfirmander og demente:

Til en inspirationsdag fredag den 4. marts har Vestervig Kirkemusikskole inviteret to af de absolutte pionerer inden for babysalmesang: sognepræst Helene Dam, som sammen med Inge Marstal opfandt konceptet, og musikpædagog og (kirke)sanger Cecilia Glode, som på deres opfordring gennemførte de første forløb i Frederiksberg Kirke og den københavnske Skt. Pauls Kirke i 2002.

Find programmet for inspirationsdagen her.

Sjællands Kirkemusikskole indbyder også fredag den 4. marts til netværksdag for alle, der arbejder med musik med babyer, børn og unge i kirken. Denne gang kan netværket overvære tovholderen, musikpædagogisk lektor Anne-Mette Riis, undervise en gruppe minikonfirmander. Det foregår i Stavnsholtkirken i Farum under overskriften ”Salmer i dans, bevægelse og leg”.

Læs mere om netværksdagen her.

Løgumkloster Kirkemusikskole holder fra mandag den 22. til onsdag den 24. februar et kursus om ”Salmesang for demente”. Det indledes med et oplæg ved medlemmer af Alzheimerforeningen, hvorefter sangpædagog Lise Nees og musikpædagog Lone Meldgaard Hansen står for selve kurset. Læs mere om det her.

Desuden afholder Løgumkloster og Sjællands Kirkemusikskole vanen tro de populære kursusforløb om babysalmesang – og for Løgumklosters vedkommende desuden om musikalsk legestue – ved henholdsvis Karin Elkjer og Anne-Mette Riis.

Alle de aktuelle kurser kan findes i oversigten på kirkemusikskole.dk, som løbende bliver opdateret.

Her kan man i øvrigt også klikke på knappen ”arrangement” og finde et foredrag om renæssancekomponisten Palestrina ved rektor Hans Chr. Hein tirsdag den 8. marts på Løgumkloster Kirkemusikskole. I skrivende stund er der dog ingen nærmere beskrivelse af arrangementet.
Filip

SE OGSÅ: Fagpakker skal bryde vanetænkningen (12.09.2014)