Vejledning om skimmelsvamp er online

15-02-2016

Folkekirkens Arbejdsmiljøråd har på sin hjemmeside kirketrivsel.dk lanceret en vejledning om skimmelsvamp.

Vejledningen om skimmelsvamp har være undervejs siden november 2013, hvor Folkekirkens Arbejdsmiljøråd fik bevilliget knap 200.000 kr. til formålet fra omprioriteringspuljen i folkekirkens Fællesfond. Nu foreligger der et resultat, som er blevet til i samarbejde med en række fagfolk, ikke mindst seniorkonsulent Frede Fruergaaard Møller fra Teknologisk Institut. Han medvirker også i tre korte videoer på hjemmesiden.

I den nye vejledning kan man blandt andet kan læse om, hvilke tegn der kan være på skimmelsvamp, herunder symptomer hos mennesker. Vejledningen henvender sig til menighedsrådsmedlemmer og i nogen grad også de ansatte.

Der er mange grunde til at være på vagt over for skimmelsvampe. Selve lugten, der i vejledningen beskrives som ”tung, lidt sur, gammel, muggen, hengemt og fugtig” kan i mange tilfælde gøre kirken ubrugelig. Men i visse tilfælde kan støv og sporer fra svampene få direkte helbredsmæssige konsekvenser.

”Det er karakteristisk, at symptomerne mindskes eller ophører, når bygningen forlades. Fugt og skimmelsvampe er normalt ikke akut skadelige. Der er normalt heller ingen risiko ved i en kort periode at færdes i en bygning med skimmelsvamp, med mindre man er allergisk over for den aktuelle svamp. (...) Der er ingen sikker viden om varige helbredsskader, men hos enkelte personer er der beskrevet vedvarende astma eller høfeber,” står der i vejledningen.

KOLDE KIRKER ER UDSATTE
Skimmelsvampe lever af organisk materiale samt fugt og ilt. Ud over den dårlige lugt vil begyndende skimmelsvamp ofte vise sig som mørke skjolder på vægge nede ved gulvene. Sådanne skjolder kan også opstå som følge af selve fugten, men ifølge den nye vejledning bør de undersøges af en fagmand. I de mere tydelige eller fremskredne tilfælde vil der typisk vise sig hvidlige belægninger på træværk i kirken.

Konkret er det særligt de mindre middelalderkirker, der rammes af skimmelangreb. Her kan udfordringen blandt andet være, at man på grund af fredningsbestemmelserne ikke har mulighed for at ændre på konstruktionen, heller ikke hvis den fremmer en høj luftfugtighed.

”Specielt i kirker, som i perioder står uopvarmet, er der en meget høj fugtighed i forbindelse med ydervægge og gulve. Og hvis man samtidig har nogle træpaneler eller trægulve, som holder på fugten, så er det et problem, og så vil der dannes skimmelsvamp” supplerer Frede Fruergaaard Møller i en af de korte videoer.

Ofte vil svampene desuden have gode vækstbetingelser i orglet. Her er luften forholdsvis stillestående, men alligevel kan der være masser af organisk materiale i form af støv, som nærer svampene.

UDLUFTNING I SOMMERNATTEN
Forebyggelse af skimmelsvamp handler derfor basalt set om rengøring, opvarmning og udluftning. Hvad det første angår, ”anbefaler Teknologisk Institut, at man med jævne intervaller renser kirkens orgel” – uden at det dog fremgår nærmere, hvad der i den sammenhæng menes med jævne intervaller.

I forbindelse med problemet omkring de fredede kirker hedder det i vejledningen, at man i stedet for at foretage en ombygning er ”nødt til at gøre rent ofte og have varme i kirken også på tidspunkter, hvor der ikke er ophold i kirken”. Hvad angår den mere konkrete håndtering af opvarmningen henvises til Kirkeministeriets opvarmningscirkulære.

Endelig er udluftningen som nævnt vigtig, og den kan i nogle kirker være en udfordring. Særligt om sommeren kan det nemt ske, at den relative luftfugthed trods udluftning sniger sig over de 70-75 procent, som der ifølge Frede Fruergaard Møller skal til for at skabe gode vilkår for svampene.

”Det kan være problematisk at lufte ud om sommeren, for hvis man lukker varm luft ind i en kold kirke, så afkøles luften og der kan opstå kondenseringer på overflader. Så hvis man skal lufte ud om sommeren, så skal man i hvert fald gøre det om natten,” pointerer han i en video tilknyttet den nye vejledning.

EKSPERTVURDERING PÅKRÆVET
Ud over at holde støv væk og lufte ud er den mest effektive måde at forebygge skimmelsvamp på, at man vedvarende er opmærksom på luftfugtigheden ved at bruge af et hygrometer. Vejledningen nævner desuden, at hvis der er udfordringer med luftfugtigheden, kan det være hensigtsmæssigt at have en eller flere affugtere stående. Af det nævnte cirkulære 12050 fremgår det, at der altid skal søges om stiftsøvrighedens tilladelse forud for installering af et affugtningsanlæg. Årsagen til dette er, at luftfugtigheden også kan blive for lav, hvilket kan skade kirkens inventar og eventuelle kalkmalerier.

Overordnet ligger vejledningens to vigtige fokuspunkter i dels at informere om mulige symptomer på skimmelsvamp og dels at præcisere menighedsrådets og provstiudvalgets ansvar og pligter – både i forhold til det løbende tilsyn og i tilfælde af mistanke om skimmelsvamp. Derfor går vejledningen ikke i detaljer omkring brugen af diverse apparater, og den beskriver heller ikke, hvordan man bekæmper svampene. Dette vil nemlig bero på en individuel vurdering, som altid skal foretages af en ekspert.

Ved konkret mistanke om skimmelsvamp giver vejledningen følgende anvisning:

”Kirkefunktionærerne skal rette henvendelse til deres arbejdsmiljøorganisation eller til kontaktpersonen, som bringer det videre til menighedsrådet. Hvis der er tale om akutte forhold, skal der gribes ind hurtigt, og det kan være nødvendigt at stoppe for brug af bygningen. Hvis det handler om skimmelsvamp i orglet, skal der stoppes for brug af orglet, eller kirken skal lukkes.”

Skimmelsvamp-vejledningen kan findes via kirketrivsel.dk 


LÆS OGSÅ: