Rapport: højt frafald på kirkemusikskolerne

01-06-2016

Folkekirkens Kirkemusikskoler har en virkelig høj frafaldsprocent blandt elever på organist-eksamensuddannelsen: I 2009-2015 droppede gennemsnitligt 39 procent af eleverne ud. For kirkesangerne var det tilsvarende tal 12 procent.

Dette fremgår af et notat, som Kirkeministeriet har rundsendt til kirkemusikskolernes bestyrelser, og som giver en status for de tre kirkemusikskolers situation. Rapporten kommer ikke ind på mulige årsager til det høje frafald blandt organisterne, men det fremgår, at det er en problematik, som nu bliver fulgt til dørs:

”I kirkemusikskolernes resultataftaler for 2015 er der indføjet et mål vedrørende dokumentation for frafald, således at der kan dannes et fælles overblik på tværs af skolerne.”

Arbejdsgruppen bag kirkemusikskolerapporten har blandt andet også undersøgt, hvordan behovet for kirkemusikere kan ventes at udvikle sig de næste ti år. Og trods frafaldet på organistuddannelsen ser der ikke ud til at være grund til at frygte organistmangel inden for de næste fem år. Derimod ser der ud til at kunne opstå problemer i årene derefter.

Rapporten bliver nu blandt andet fulgt til dørs via et nyt såkaldt kommissorium for kirkemusikskolerne, som anmodes om at udarbejde en fælles vision og strategi.

I juni-nummeret af fagbladet Organist.org bringes en nærmere omtale af både rapporten og kommissoriet, som begge kan downloades nedenfor. Læs mere i artiklen ”Aftagerorienteret analyse af folkekirkens kirkemusikskoler”.
Filip

SE OGSÅ