Stævne 2017 med fokus på den gode sats

06-12-2016

Organiststævnet i maj 2017 vil i bred forstand have satsarbejdet som et gennemgående tema. Her løfter formanden for stævneudvalget sløret for noget af programmet.

Af Ingrid Bartholin Gramstrup

Årets stævne vil foregå i dagene søndag den 21. maj til onsdag den 24. maj på konference- og kur-suscentret Konventum beliggende i smukke omgivelser tæt ved Helsingør og Øresund. Konventum er et moderne konferencecenter med mange faciliteter, hvor der bl.a. er mulighed for flere former for motion i ledige stunder heriblandt dejlige løbe- og gåture.

Programmet vil byde på koncerter, kurser, udflugt til København, workshop og foredrag. Der vil være masser af fællessang og tid til kollegialt samvær og hygge – og en festaften med festta-le og underholdning. Samt naturligvis generalforsamling og nyt fra Kirkeministeriet.

SAMMENSPIL OG IMPROVISATION
Mandag tager vi til København hele dagen. I Christianskirken på Christianshavn vil organist Søren Johannsen og trompetist Dorthe Zielke gøre os klogere på sammenspillets mange muligheder og give eksempler på udformning af satser og transskriptioner netop til brug for sammenspil til gudstjenester og koncerter. Søren Johannsen og Dorthe Zielke har ved koncerter landet over vist talrige eksempler på et sådant repertoire.

I Holmens kirke vil organist Jakob Stevns-Lorentzen øse ud af sine mesterlige evner udi im-provisationens kunst, regler og tricks til brug for alle på mange niveauer. Der vil være mulighed for at melde sig som aktiv på dette kursus.

De to kurser bliver gentaget om eftermiddagen, så alle har mulighed for at deltage på begge. Og vi bliver i Hovedstaden til spisning og koncert om aftenen.

MASSER AF SANG
Tirsdag formiddag vil Bo Andersen, der til daglig er organist ved Engholmkirken i Allerød og des-uden uddannet komponist og musikteoretiker fra DKDM, afholde en workshop, hvor der skal ar-bejdes med satsskrivning for lige og blandet kor. Bo vil bl.a. arbejde med satser skrevet af deltager-ne selv (mere om dette i marts-nummeret). Vi skal naturligvis afprøve satserne ved at synge dem sammen, og Bo vil give brugbare forslag til redskaber, hvorved vi på enkle og virkningsfulde måde selv kan udforme en sats til vores respektive kor.

Det kan hermed udledes af ovenstående, at der vil være en rød tråd på dette års stævne, der peger hen mod vores arbejde med selv at gå på opdagelse i udformning af og udførelse af satser, både i instrumentalt sammenspil og i korsammenhæng. Desuden vil vi hver dag i programmet afsæt-te tid til morgensang, og i det hele taget satser vi på at få gang i fællessangen, så snart muligheden byder sig.

Der er al mulig grund til at sætte kryds i kalenderen ved den 21. til 24. maj. Det endelige program for stævnet bliver bragt i marts-nummeret af Organist.org.

LÆS OGSÅ: Organiststævnet i 2017 bliver i Helsingør (10.09.16)