Lønanciennitet begrænses ikke af eksamensdato

12-12-2016

Når en PO eller KMOK skal indplaceres på et af de to basisløntrin, er det afgørende, om organisten har mere eller mindre end to års anciennitet. Men på baggrund af en konkret lønforhandlingssag, som Organistforeningen og CO10 har ført for et medlem, blev der rejst tvivl om, hvad det helt nøjagtigt betyder, når der i protokollatet til overenskomsten står, at ”Lønancienniteten forhøjes med det tidsrum, den ansatte har været beskæftiget med relevant arbejde” (§ 4, stk. 2).

Organisten havde i flere år været ansat under kirkemusikernes organisationsaftale, og skulle efter at have taget PO-eksamen fortsætte i samme stilling, naturligvis med et nyt lønprotokollat. Fra arbejdsgiversiden lød påstanden imidlertid, at ancienniteten skulle nulstilles fra eksamensdatoen. Sagen blev afgjort på et mæglingsmøde i Kirkeministeriet i slutningen af oktober, hvor parterne enedes om, at lønancienniteten skal beregnes ud fra det tidsrum, man har været i relevant beskæftigelse – uanset om man på det pågældende tidspunkt har afsluttet sin uddannelse.

Ifølge mødereferatet skal det omtvistede punkt i protokollatet ”forstås således, at menighedsrådet altid skal foretage en konkret vurdering af den nyansatte organists tidligere beskæftigelse”, og ”tilsvarende gælder for en hidtil ansat organist, som overgår til ansættelse efter organistoverenskomsten og protokollatet.”

VEJLEDNING ER OPHÆVET
At der kunne være tvivl om fortolkningen, kan for det første skyldes, at DOKS’ protokollat adskiller sig på dette punkt. Hvor PO/KMOK-protokollatet taler om ”relevant arbejde”, taler DOKS-protokollatet nemlig om ”arbejde betinget af uddannelsen”.

For det andet har Kirkeministeriet forklaret punktet på en misforståelig måde i sin oprindelige vejledning til overenskomsten fra 2010. Denne vejledning var fortsat gældende, men på det omtalte mæglingsmøde blev ministeriet og CO10 enige om, at den på flere punkter indeholdt uklare formuleringer. Derfor indvilligede ministeriet i at trække den pågældende vejledning tilbage, hvilket er sket med virkning fra den 8. december. Der findes altså ikke længere nogen officiel vejledning til organistoverenskomsten.
Filip


LINK: Spørgsmålet om "lønanciennitet for visse organister" er behandlet i Nyhedsbrev nr. 27 fra Kirkeministeriet.