Uddannelser skal tættere på virkeligheden

16-06-2017

Undervisningen på kirkemusikskolerne bør være mere praksisrettet og så bør efteruddannelsestilbuddene være beskrevet mere præcist, både hvad angår indhold og niveau. Sådan kan man opsummere nogle af hovedpointerne i en rapport, som Organistforeningen har bestilt hos analysefirmaet Oxford Research.

På Organistforeningens stævne i Helsingør i maj præsenterede chefanalytiker Sandy Brinck rapporten.

”Undervisningen må gerne tage lidt mere højde for, at der ikke er ret mange, der kommer ud til de store kirker, men mange kommer ud til de små kirker, hvor alle skal kunne være med. Der kunne det godt være en idé at komme lidt tættere på virkeligheden,” sagde hun blandt andet.

Hensigten med den kvalitative undersøgelse, der ligger bag rapporten, er at give et indspark til kirkemusikskolernes aktuelle visionsarbejde.

Organistforeningens uddannelsesudvalg vil nu på baggrund af de mange nyttige informationer, rapporten samler og viderebringer, arbejde videre med at udforme en samlet uddannelsespolitik for foreningen. I den sammenhæng har udvalget også meldt ud, at input fra de enkelte medlemmer er meget velkomne.

Rapporen kan downloades her