Ny undersøgelse af arbejdsmiljø

05-07-2012

Ministeriet for Ligestilling og Kirke vil nu i samarbejde med folkekirkens faglige organisationer gennemføre en undersøgelse af det psykosociale arbejdsmiljø i kirken. Det oplyste afdelingschef Steffen Brunés under sin orientering ved Organistforeningens stævne i slutningen af maj.

”Vi har igennem nogle år puslet med at skaffe penge til en opfølgning på den undersøgelse, der blev lavet i 2002. Nu er det lykkedes at få et beløb til det, og der er nedsat en styregruppe, hvori også jeres høje formand sidder,” sagde han.

Man er nu i gang med at tilknytte fagfolk, som skal stå for undersøgelsen. Den skal efter planen ligge færdig senest i juni 2013, og dens konklusioner vil blive taget alvorligt, lover Steffen Brunés.

”Vi har committed hinanden på, at de resultater, der kommer ud af det, skal der følges op på. Det kan godt være, der blive afdækket noget, som vi ikke har råd eller lys til at gøre noget ved, men det vil blive bearbejdet og adresseret,” understregede han.
Filip