Vilkår for besættelse af organiststillinger

Alle organiststillinger besættes i henhold til overenskomst mellem Ministeriet for Ligestilling og Kirke, Centralorganisationen af 2010 (CO10) og Dansk Organist og Kantor Samfund (DOKS) for organister jf. ministeriets cirkulære af 1. april 2013 herunder Protokollat for organister med præliminær orgelprøve.

Såfremt en ansøger i forvejen er ansat som tjenestemand, bevarer man sin status som tjenestemand, forudsat at man går direkte fra én stilling til en anden, samt at man meddeler dette i forbindelse med ansættelsen.

Alle organister kan søge alle organiststillinger. Ansøgerens uddannelse er afgørende for, hvilken overenskomst man er omfattet af.
 

Arbejdsbeskrivelse

Ved ansættelse som organist udfærdiges der ikke længere et regulativ for stillingen. Organisten skal derfor forlange, at menighedsrådet sammen med stillingsindehaveren udfærdiger en arbejdsbeskrivelse for stillingen. En skabelon for arbejdsbeskrivelse kan downloades fra Organistforeningens hjemmeside eller fra Den Digitale Arbejdsplads.

Organister bør, inden de underskriver arbejdsbeskrivelsen og ansættelsesbrevet, sende disse til Organistforeningen for kontrol af indholdet. Er der tvivlsspørgsmål, kan man ringe til Organistforeningens lokale tillidsrepræsentanter.

I alle tilfælde bør en kopi af den færdigforhandlede arbejdsbeskrivelse samt ansættelsesbrevet indsendes til Organistforeningens sekretariat.

Ansættelsesvilkår

Overenskomstansatte organister med en PO-uddannelse aflønnes således (pr. 1. april 2017):

Basisløn

• Trin 1 – kr. 286.922 
• Trin 2 – kr. 300.584 
(Man indplaceres på trin 2 efter to års relevant beskæftigelse).

Rådighedstillæg
Rådighedstillægget er kvoteret efter ansættelsesgrad og gradueret efter hvor mange kirker, man er ansat ved:
• 1 kirke kr. 22.308
• 2-3 kirker kr. 29.084  
• 4 eller flere kirker kr. 34.609 

Lokalt aftalte tillæg
Der kan i forbindelse med ansættelsen eller senere aftales yderligere tillæg som for eksempel kvalifikations-tillæg, funktionstillæg eller éngangsvederlag. Aftaler om sådanne lokale tillæg skal i henhold til overens-komsten indgås af Organistforeningen.

Ansøgere, der tilbydes ansættelse i en overenskomststilling, bør inden underskrivelse af ansættelsesbevis kontakte en af de lokale tillidsrepræsentanter for bistand vedr. tillæg og øvrige løn- og ansættelsesvilkår.

Man bør aldrig opsige sin nuværende stilling, før der er underskrevet et ansættelsesbevis - og for de overenskomstansattes vedkommende en rammetidsaftale - for den nye stilling.

Tjenestemænd
Såfremt ansøgeren er tjenestemand, indplaceres vedkommende i én af følgende løngrupper
(pr. 1. april 2017):

• Lønramme 23-26:
   med et ukvoteret rådighedstillæg på kr. 19.494
• Lønramme 20:
   med et kvoteret kvalifikationstillæg på kr. 26.895 
   samt et ukvoteret rådighedstillæg på p.t. kr. 19.494
• Lønramme 19: 
   med et kvoteret kvalifikationstillæg på kr. 26.895
   samt et ukvoteret rådighedstillæg på p.t. kr. 19.494



Læs mere om organisters ansættelsesforhold i enkelte menupunkter under Ansat som organist.

Lønsatser: Gå til lønoversigt































Lønsatser

  • OBS: Alle lønsatser oplyses på denne side i april 2017-niveauet.
  • Grundbeløbene er nulstillet pr. 31.3.2012 og basisløn og rådighedstillæg angives derfor (andre steder) i 2012-kr.
  • Reguleringsprocenten pr. 1.4.2017 er 4,2446 dvs. at grundbeløbene for løn og tillæg (pr. 31. marts 2012) er ganget med 1,042446 for at få april 2017-niveauet.