Optælling af organiststillinger

Der findes ingen regler eller aftaler om, hvordan størrelsen af en organiststilling skal opgøres. Det er alene op til menighedsrådet at beslutte, hvor mange timer man vil tildele en organiststilling.

Når menighedsrådets og præstens ønsker skal passes ind i den ramme, der er afsat til organisten, kan der opstå problemer, da de i reglen ikke har indsigt i organistens arbejde. Rådgivning fra provstikonsulenterne er sjældent nogen hjælp på netop dette punkt, hvor de har lige så lidt faglig indsigt som menighedsrådene selv.

For at forebygge problemerne og bistå menighedsrådene udarbejdede Landsforeningen af Menighedsråd i samarbejde med Organistforeningen og DOKS en vejledning med tilhørende regneark. (Hent dokumenterne i boksen).

Landsforeningen har senere meddelt, at man ikke længere ville føle sig bundet af vejledningen, da man ønskede at stille menighedsrådene frit.

Organistforeningen og DOKS har dog valgt fortsat at anvende vejledningen da det er det mest gennemarbejdede og saglige grundlag at vurdere organistarbejdet på. Ligeledes anvender begge foreninger stadig regnearket.


Organistforeningen anbefaler

I disse år lægges der i nogle sogne stor ihærdighed i at tælle organiststillinger op på ny. Erfaringen er, at ikke mindst provstikonsulenterne kan være vanskelige at forhandle med, da de har langt højere indsigt i regneark og økonomi end i musik.

Det er derfor afgørende, at man som organist forbereder sig særdeles grundigt til sådan en forhandling. Det indebærer, at man skriftligt redegør så præcist som overhovedet muligt for timeforbruget til de enkelte aktiviteter. Dvs. at man ikke blot siger f.eks. 200 timer til et børnekor, men forklarer, hvordan man når op på 200 timer. Denne redegørelse er desværre i sig selv et stort arbejde; resultatet af forhandlingen kan dog have stor betydning for stillingen flere år frem, så det kan godt betale sig!

Det kan tilføjes, at da de samme provstikonsulenter kommer i mange sogne, så har optællingerne også en stærk tendens til at påvirke/smitte hinanden.

Vi anbefaler stærkt, at man altid kontakter Organistforeningens tillidsrepræsentant, både i forbindelse med nyansættelse, og hvis menighedsrådet ønsker at ændre stillingsstørrelsen.

Vi anbefaler også at bede en tillidsrepræsentant om sparring, hvis der bedes om en nyoptælling tilsyneladende uden ønske om at ændre stillingsstørrelsen. Baggrunden kan i mange tilfælde være vinde i provstiet, som ønsker at lægge timer til geografisk fleksibilitet ind i stillingen. Dette er også o.k., men vi vil sikre, at det sker på et sagligt grundlag.

Et udførligt skema til stillingsoptælling
Organistforeningen har desuden lanceret et regneark som en hjælp til en detaljeret opgørelse af tids-forbruget ved de enkelte opgavetyper, organisten har. Det er samtidig en tjekliste, som kan være en hjælp til at huske alle delopgaver.

Gå til regnearket på medlemssiderne (kræver login)
 

Vigtige dokumenter

Artikler