Rammetid for deltidsansatte

I organistoverenskomsten fra foråret 2013 står der om rammetiden:

”Inden ansættelse på deltid skal menighedsrådet og organisten aftale en rammetid. Rammetiden er de ugedage og tidsrum, inden for hvilke arbejdstiden placeres.”

Betegnelsen dækker altså over det det tidsrum, hvor de planlagte og de ikke-planlagte tjenester og kirkelige aktiviteter kan placeres.

Tidligere definerede man friperioderne, hvor man som deltidsansat var sikker på at kunne varetage et andet job. Med overenskomsten definerer man rammetiden, altså den mulige arbejdstid, og så er man sikker på uden for denne tidsramme at have fri til eventuelle andre jobs eller fritidsbeskæftigelser.

Tjenester, der placeres uden for rammetiden, skal dækkes af vikar.

Rammetiden kan ikke ensidigt dikteres af menighedsrådet, men skal aftales forud for ansættelsen og desuden defineres i den deltidsansattes ansættelsesbevis.

Allerede i forbindelse med indgåelse af en ansættelsesaftale skal der udarbejdes en skriftlig aftale om rammetiden. Sådan lyder anbefalingen i cirkulærebemærkningen til overenskomsten.

Rammetiden skal overholdes
Hvis en organist er ansat 15 timer om ugen, kan man forestille sig et menighedsråd, der som udgangspunkt siger til organisten: ”Du har fast fridag om mandagen, resten af ugens dage skal du kunne arbejde mellem 8 og 22”.

I denne – desværre ikke usædvanlige – situation står det reelle krav om rådighed slet ikke i forhold til den ansattes stillingsstørrelse og løn. Her er det, overenskomstens bestemmelser om rammetid kommer ind som beskyttelse af den ansatte. Rammetiden skal give menighedsrådet mulighed for en vis fleksibilitet i forhold til planlægning af aktiviteter, men skal samtidig stå i et rimeligt forhold til stillingens størrelse OG tage hensyn til organistens ønsker om, hvornår vedkommende har fri.

Det sker dog også, at Organistforeningen støder på medlemmer, som giver udtryk for, at de gerne vil være flinke. De står til rådighed hele tiden, således at der ikke aftales en rammetid eller sådan, at f.eks. begravelser frit kan placeres, hvor enten præsten eller de pårørende ønsker det.

Til disse medlemmer er meldingen ganske klar: Reglerne om rammetid og rådighedsbånd skal overholdes – også af organisterne. Ikke kun fordi det står i overenskomsten, men også af hensyn til efterfølgeren i stillingen, når den ”flinke” organist stopper engang. 

Beregning og placering af rammetid
Organistforeningen udarbejdet nogle vejledninger, som kan anvendes, når de to parter skal indgå aftale om rammetiden.
  • Et regneark med tre skemaer, der i udfyldt stand kan danne grundlag for en konstruktiv dialog - læs mere her.
  • En trinvis beregningsvejledning, som kommer nærmere ind på forskellige tvivlsspørgsmål - se den her.

Artikler

Vejledninger om rammetid

Regneark (supplerende)

Læs også