Salmerne skal ind i kroppen

Hvordan står det egentlig til med danskernes salmesang? Det gav lektor Hans Raun Iversen et kvalificeret bud ved et arrangement i Hjortshøj nær Aarhus den 30. august.

Tekst og foto: Filip Graugaard Esmarch

Forsker og universitetslektor Hans Raun Iversen var inviteret til Syng Nyt-netværkets årlige salmedag i anledning af hans aktuelle bog ”Salmesang: grundbog i hymnologi”, som han sammen med kollegaen Peter Balslev Clausen har redigeret og bidraget til. Og det er da også en både unik og ambitiøs udgivelse.

”Vi har arbejdet med den i seks-syv år. Og med bogen forsøger vi at komme rundt om salmesangens praksis i Danmark – intet mere, intet mindre. Den skal være fælles for alle: digtere, komponister, kirkemusikere, præster og almindelige folk. Derfor har den også bidrag med fra alle sider,” forklarede Hans Raun Iversen.

Bogen er den første bog af sin art, som ikke kun handler om musikken og teksterne, men i høj grad også om sangpraksis.

”Hvad er det, der sker med os, når vi synger? Og hvad er det overhovedet at synge salmer – hvordan lærer man det? Hvordan holder vi salmesangen i live på vores tids betingelser? Vores bog om de spørgsmål skulle gerne blive grundbogen i de næste 20 år – eller forhåbentlig kun 10 år, for det går jo stærkt i øjeblikket,” konstaterede han.

UDGANGSPUNKTET ER GODT
Hans Raun Iversen var tilbage i 1994 med til at lave en stor nordisk salmebrugs-undersøgelse, og i anledning af den nye bog blev der herhjemme i 2013 gennemført en mindre undersøgelse af danskernes forhold til salmesang.

De to undersøgelser dokumenterer på den ene side næsten en halvering af, hvor mange danskere, der kan svare bekræftende til spørgsmålet: 'Har du sunget salmer inden for den sidste måned?' (fra 40 procent til 21 procent på kun 19 år). På den anden side er det stadig et godt stykke over halvdelen, der har en salmebog stående på hylden. Og på spørgsmålet: 'Synger du/din familie salmer til jul?' er der kun et ret beskedent fald fra 90 procent til 82 procent.

”Da vi lavede den nordiske undersøgelse, viste det sig, at vi i Danmark er ubetinget langt foran de andre nordiske lande på de allerfleste parametre. I Sverige var det til sammenligning 30 procent, der sang salmer til jul. Det siger selvfølgelig også noget om, at de ganske enkelt ikke har en 'Et barn er født i Betlehem'. Men jeg tror, det er helt afgørende, at salmesangen trods alt stadig har så godt et udgangspunkt herhjemme,” lød det fra Hans Raun Iversen.

EN NY SALMEBEVÆGELSE
Ud over dette pegede forskeren på flere tendenser, som lige nu kan give yderligere anledning til optimisme på salmesangens vegne:

”Vi står på et historisk højdepunkt med hensyn til salmefornyelse. Det gælder i høj grad i salmeskrivningen, og det gælder i melodiproduktionen. Det er et fantastisk højdepunkt,” gentog Hans Raun Iversen, som forklarede højdepunket med, at vi kulturelt står midt i en række af opbrud: teologisk, livsformsmæssigt og erkendemæssigt.

For at illustrere en tydelig kontrast til den sprudlende kreativitet, som i netop disse år kulminerer med en imponerende række af salmeudgivelser af høj kvalitet, citerede han fra indledningen til prøvesalmebogen i 1951. Her konstaterer redaktørerne, at ”Gud ikke i disse hårde tider har oprejst nogen profet endsige nogen menighedens forsanger iblandt os”. Og de konkluderer derfor: ”Hellere gammelt og godt end nyt og dårligt”.

Selve det faktum, at der nu i høj grad bliver skrevet gode nye salmer, er dog næppe det vigtigste, for det hjælper jo ikke noget, hvis salmesangen forstummer. Men Hans Raun Iversen er på det punkt fortrøstningsfuld:
”Det er klart, at det er gået nedad med den traditionsbårne salmesang. Men danskerne synger stadig – bare mest noget andet end salmer. Der skal en ny bevægelse til at løfte salmesangen. Og den er så heldigvis også på vej!”
Bogens hoveddel ”Salmesang i dag” rummer afsnit om blandt andet babysalmesang (Inge Marstal), korarbejde (Lotte Smith-Petersen) og salmesangs-arrangementer (Birgitte Ebert). Og længere henne i bogen er der også et afsnit om gospel (Mark W. Lewis). Hans Raun Iversen fremhævede på salmedagen især betydningen af korarbejdets fremgang, men han pegede i den forbindelse også på en udfordring:
”Når det kommer til korsang og at finde støtte til den, så er vi langt bagefter de øvrige nordiske lande.”

SALMESANG OG FOLKESANG
Hans Raun Iversen fortsatte med at skitsere flere af hovedpointerne i den nye grundbog:

”Salmesangens fremtid afhænger af dens samspil med folkesangen. Det fremstår meget klart i vores bog, og det er ikke mindst Peter Balslev Clausen, som i sine historiske studier kan se det hele tiden: At salmesangen går ned og tager fat i folkesangen, dens temaer, melodier og etos og får det ind i salmesangen. Hvis vi vil lave en niche for salmesang i kirken, går det galt. Derfor har vi også noget med i bogen om, hvordan rockpoesien også kan gå ind i salmegenren. Det handler om at få det til at hænge sammen, sådan at salmesang bliver folkesang. Intet mindre.”

Selve synet på, hvad en salme er og skal, har der været en vis indbyrdes uenighed om i holdet bag bogen. I hvor høj grad kan man sige, at salmerne er Guds ord, der kommer til os? Er de en lille prædiken sat på poesi?

”Jeg så for en del år siden en artikel, hvor Bent Melchior siger: 'Davidssalmerne er jo ikke Guds ord'. Nej, selvfølgelig er de ikke det, de er jo salmistens ord – det er ham, der klager og jubler. For mig er det helt afgørende, at salmen først og fremmest skal være menneskers ord. Den skal være udtryk for vores menneskelige situation, som vi hver især sidder i, når vi kæmper med vores liv. Salmen er først og fremmest menneskers eksistentielle henvendelse til – ja, i sidste instans naturligvis til Gud,” sagde Hans Raun Iversen.

FÅ SALMERNE IND I KROPPEN
Han henviste til undersøgelser, som viser, at salmerne er det, som kirkegængere værdsætter mest ved en gudstjeneste. Men hvad kan man så gøre i den enkelte kirke for at give salmesangen den plads, den fortjener? Her handler det blandt andet om at slå autopiloten fra ved selve valget af salmer.

”Der er steder, hvor man bare klatter en eller anden salme ind efter et eller andet register. Men hvis man virkelig vil løfte salmesangen, må man også tage sig ordenligt af den,” pointerede Hans Raun Iversen.

En anden ting, som kan hjælpe med at løfte, ligger naturligvis i udførelsen af det musikalske akkompagnement. Og her glædede Hans Raun Iversen sig ikke mindst over, at man i flere og flere kirker kan opleve en korsang, der ”løfter os andre ind i sangen”, som han udtrykte det.

”Når vi bliver godt ledsaget, kan vi pludselig meget mere. Gæs, der flyver i flok, kan flyve 75 procent hurtigere. Og det samme gælder jo på en fantastisk måde, når vi får den dér fællessang, så vi selv kommer ind i den, og den tager ved os. Så sidder den i kroppen på os.”

Og det kropslige hører ifølge Hans Raun Iversen uløseligt sammen med selve troen.

”Nogle kan finde på at spørge: 'Hvor kristen er du egentlig?'. Det kan man så give sig til at tænke over. Men nej, hvis kristendommen er noget som helst, så er den praksis. Og den bedste praksisform er salmesangen. Derfor siger jeg: Vi er så kristne, som vi har salmer i kroppen. Syng dem, og lad dem sætte sig i kroppen. Det er det samme med trosbekendelsen: Syng med på den, så tror den i dig.”

”Salmesang: grundbog i hymnologi” er den 3. november udkommet på Det Kgl. Vajsenshus Forlag. Ud over dem, der nævnes i artiklen, er der bidrag fra blandt andre Erik Skyum-Nielsen, Marianne Christiansen og ikke mindst Ole Brinth. På teol.ku.dk/cfk/salmesang findes indholdsfortegnelse, indledning og supplerende materiale. Vi bringer en anmeldelse af bogen i PO-bladets januar-nummer.

I næste nummer af PO-bladet, som udkommer den 1. decemeber, er der mere om salmedagen i Hjortshøj.

Hans Raun Iversen er lektor i praktisk teologi ved Københavns Universitet. Han betroede Syng Nyt-forsamlingen, at han personligt holder meget af de nye salmer. Og i Avedøre Kirke, hvor hans kone er præst, synger de to tredjedele nye salmer hver søndag, hvilket ifølge ham skyldes, at ”de gamle i menigheden” bliver taget med på råd! 

 
Det var højskoleforstander Helga Kolby Kristiansen, der stod for salmedagens første oplæg, som handlede om, hvordan hun som FDF's repræsentant i salmebogskommissionen havde kæmpet en brav kamp for at få nye salmer med i det endelige forslag. En af strategierne bestod i en hemmelig alliance med missionsforeningernes repræsentant, Niels Jørgen Kobbersmed, som også gerne ville have nye salmer med – blot nogle andre. ”Stemmer du på mit forslag, så stemmer jeg på dit,” lød aftalen.
 
Om eftermiddagen fortalte 84-årige Lars Busk Sørensen om sit liv med salmer, som ganske vist ikke er meget mere 30 år gammelt. Forsamlingen fik naturligvis også lov at synge smagsprøver fra hans nye store salmesamling – og det viste sig, at digteren ikke selv sang med. Han jokede med, at en af hans mest trofaste komponister gennem årene er blind: ”Når jeg sender en tekst til Willy Egmose, kan han ikke læse den, og når han så alligevel sender en melodi tilbage, kan jeg ikke synge den”.
 
 
I løbet af eftermiddagen var der også oplæg ved Kirsten Nielsen, Ulla Morre Bidstrup og Hans Dammeyer, og om aftenen stod Syng Nyt-netværkets initiativtager, Morten Skovsted (billedet), for afrundingen. Først fortalte han om sit møde med digteren Simon Grotrian, som han havde besøgt for at tale med ham om hans tilgang til det at skrive salmer. Og inden en afsluttende koncert i kirken med Hans Dal var der gensidig erfaringsudveksling om, hvordan man generelt kan arbejde med de nye salmer (foto: Niels Thure Krarup).
 
 
Salmedigtere i smalltalk: Der var fuldt hus i sognegården, og blandt salmedagens deltagere var der mindst en håndfuld fremtrædende salmedigtere: Her ses fra venstre mod højre Hans Anker Jørgensen, Niels Johansen, Lisbeth Smedegaard Andersen, Lars Busk Sørensen og Holger Lissner. De tilhører alle det fællesskab af salmedigtere, som blandt andet for tre år siden gjorde sig bemærket med ”Lysets utålmodighed” med 165 salmer til de gammeltestamentlige læsninger.