En salmedatabase med mange muligheder

Sognepræst og Syng Nyt-bagmand Morten Skovsted demonstrerede på Syng Nyt-salmedagen i Hjortshøj den 8. oktober den nye webportal Salmedatabasen.dk

Af Filip Graugaard Esmarch

”Salmedatabasen er en idé, nogle af os har barslet med i årevis. Nye salmer bliver ikke brugt nok, og en af de primære grunde handler om besværet, der er forbundet med det. Det kræver, at man selv har en masse salmeudgivelser stående og samtidig har overblik over, hvad der findes deri, som passer til på søndag. Derfor ender det meget let med tre af Grundtvig, én af Kingo og en Jakob Knudsen,” lyder det fra Morten Skovsted, da han foran en interesseret Syng Nyt-forsamling motiverer baggrunden for den nye online-ressource på adressen salmedatabasen.dk.

”Idéen har været at samle så mange gode salmer som muligt – ikke bare revl og krat – men gode salmer, gamle og nye, i en salmedatabase. Teknikken bag den er lige blevet færdig for otte dage siden. Nu kan vi lægge salmer op og knytte melodi, stikord og kommentarer til. Derefter vil en af de tre hovedredaktører gøre den klar til bedømmelse. Der sidder to redaktionsgrupper med mere end 30, der arbejder med tekst, og omkring 20 der arbejder med melodi.”

Hovedredaktørerne er foruden ham selv teolog og organist Mads Djernes og ph.d. Tenna Mose Rhiger. Men alt i alt kommer der altså mange flere øjne på de enkelte tekster og melodier, inden de bliver offentliggjort, hvilket Morten Skovsted også begrunder:

”Det første, bedømmerne gør, er, at de giver teksten eller melodien en karakter fra 1 til 10. Og så kan de i øvrigt knytte en kommentar til. Deres bedømmelse har først og fremmest til formål at stille salmerne op i en rækkefølge. Det er jo et grundlæggende sorteringsprincip på nettet, at det bedst bedømte bliver vist først. Men det sjove er, at hvis der kun er fem, der har givet karakter, så kan det stritte i alle retninger. Der er salmer, der både får 3 og 9 – ja, man skulle tro, det var løgn. Men når 20 personer har bedømt en salme, så får man et reelt indtryk af, hvad folk synes om den.”

Når tilstrækkeligt mange har afgivet en karakter, gør den ansvarlige hovedredaktør salmen endeligt klar til publicering, blandt andet ved at lave en sammenfatning af nogle af de mest interessante kommentarer fra bedømmerne og desuden sikre, at rettighederne til offentliggørelse på Salmedatabasen er på plads.

ALVERDENS PARAMETRE
Morten Skovsted tænder for projektoren og giver en hurtig rundtur på portalen.

”Her på forsiden er der en kviksøg-funktion, hvor man lynhurtigt kan finde ud af, hvad der er af salmer til på søndag. Eller hvad er der af salmer, der handler om tilgivelse eller forsoning eller sorg. Vi har 1.000 salmer lagt ind i systemet lige nu, og deraf har vi cirka 150 til bedømmelse. Når det bliver den 1. januar 2017, håber vi at have offentliggjort et par hundrede. Men vi fortsætter derefter, år efter år,” lover han og klikker på menupunktet ”Salmesøgning”.

”Her kan man søge på alverdens parametre. Foruden ’søn- og helligdag’ og ’tema/emne/stikord’ kan man begrænse det til salmer fra en bestemt periode eller bestemte salmedigtere eller komponister, og man kan sågar sige, at jeg skal bruge en udgangssalme, derfor må den ikke have mere end tre vers. Og under ’primær anvendelse’ kan man vælge, om det skal være til morgen, efterår, nadver, begravelse og så videre. På ’fritekst’ kan man søge i salmernes fulde tekstindhold. Man kan lave alle mulige kombinationer af søgninger,” forklarer Morten Skovsted.

Han klikker sig videre til menuen ”Salmeforslag” og fortæller, at styregruppen har sat et lille udvalg med blandt andre Holger Lissner til at sammensætte forslag til de enkelte søndage. Derudover er ikke mindst menupunktet ”Artikler” værd at fremhæve.

”Det bliver en rigtig spændende side, som vi har sat Kirsten Nielsen til at være redaktør på. Og hun er i den grad i gang med at kradse artikler ind fra alle ender og kanter af landet og om alle mulige sider af salmedigtningen. Sig til, hvis I har artikler eller emner, I gerne vil have belyst,” opfordrer Morten Skovsted.

FOLKETS RØST SPILLER IND
Nu mangler han blot at demonstrere, hvad der venter, når man har søgt på et eller andet og fundet nogle salmer. Morten Skovsted peger længst til venstre i listen, som viser titel, år, antal vers, salmedigter og komponist.

”Salmen får en stjerne her, hvis den har fået en bedømmelse på over 8. Og det her lille hjerte viser, at salmen er blevet liket af nogle brugere. Når man er logget på, kan man gemme en salme blandt sine favoritter, og man kan også like dem. Så det er folkets røst, der kan spille ind her. Og vi kan hen ad vejen skrue op og ned for, hvad der udløser et hjerte og en stjerne,” uddyber han.

I den samme boks på resultatsiden kan der også være et nodeikon, hvilket indikerer, at der er melodier, som den musikalske redaktionsgruppe betragter som særligt anbefalelsesværdige. Salmedatabasen viser noder til de alle de salmemelodier, der ikke findes i ”Koralbog til Den Danske Salmebog 2003”. Morten Skovsted klikker sig ind på en salme med fuldt udstyr, og åbner herfra pdf’en med noderne.

”Jesper Gottlieb og Charlotte Schiøtz er vores Sibelius-folk. Noderne kommer gennemgående til at se sådan her ud: en melodiline med becifring og derunder fuld klaversats. Og så kan man høre dem,” tilføjer han og klikker på play-knappen.

Der er i denne indledende fase tale om elektronisk genererede MP3-filer, som naturligvis virker noget mekaniske, men Morten Skovsted fortæller, at Charlotte Schiøtz har indspillet en lang række af satserne på flygel, og at disse med tiden vil blive brugt i stedet.

Som supplement til musikken og teksten finder man desuden et udpluk af kommentarer fra de respektive bedømmelsesudvalg, og ved nogle af salmer kan man desuden læse salmedigterens egne kommentarer.

Hvis man vil se, hvad der findes på salmedatabasen.dk, kan man foretage en tom søgning. Men for at kunne se og lytte til selve salmerne skal man være logget ind. Det er indtil september 2017 gratis at være logget ind, men Syng Nyt har meldt ud, at der på sigt vil være en årlig abonnementspris på 240 kr. for enkeltbrugere og 900-1900 kr. for sogne, afhængigt af størrelse. Dette skal ud over den fortsatte drift og udbygning af databasen gå til honorering af kunstnerne.

På Syng Nyt-dagen den 8. oktober 2016 i Hjortshøj Sognegård, præsenterede sognepræst Morten Skovsted den ambitiøse salme-webportal, som er at finde på www.salmedatabasen.dk