Organist Ved Brøndby Strand Sogn, Glostrup Provsti, Helsingør Stift

En deltidsstilling som 27 timers organist ved Brøndby Strand Kirke er ledig pr. 1. marts 2018.

Organisten skal varetage følgende opgaver:
  • Gudstjenester (1 ud af 3 weekends)
  • Indgå i afløsningsordning med kirkens hovedorganist.
  • Kirkelige handlinger
  • Plejehjem (1 gang om måneden)
  • Babysalmesang (32 gange årligt)
  • Tumlingesang (8 gange årligt)
  • Akkompagnement til kirkens juniorkor
  • Opstarte børnekor
  • Spaghettigudstjenester (9 gange årligt)
  • Fællessang
  • Andre opgaver efter aftale
Brøndby Strand Sogn har knap 15.000 indbyggere , hvoraf de godt 5.500 er medlemmer af folkekirken. Der er 2½ præst ansat i kirken, 1 kirkekoordinator, 1 kirke-kulturmedarbejder, 1 PR/ungdomsmedarbejder, 1 kirketjener, foruden 1 fuldtidsorganist og 4 konservatorieuddannede kormedlemmer. Sognet er kendetegnet ved at være et vestegnssogn med mange befolkningsgrupper, hvorfor kultur- og religionsmødet står højt på dagsordenen

Orglet i Brøndby Strand Kirke er et Poul-Gerhard Andersen orgel 1984/190 med 35 stemmer fordelt på hoved- bryst, svelleværk og pedaler.

Vi forventer, at du:
  • kan levere godt spil til søndagens højmesser og de kirkelige handlinger
  • kan arbejde med kor på flere niveauer, både voksne og børn, da vi gerne vil udvikle kirkens korvirksomhed.
  • kan ledsage fællessang for unge og gamle på klaveret/flyglet.
  • kan spille både klassisk og rytmisk
  • har ideer og vil være med til at (videre)udvikle kirkens musikalske profil.
  • kan og vil samarbejde, både med organistkollegaen, præsterne, det øvrige personale og Menighedsrådet.
  • kan se nødvendigheden af at kunne henvende sig til forskellige grupper, både hvad angår alder og interesser.
  • er en omgængelig og imødekommende person, der kan lide Brøndby Strand og dens beboere.
Ansættelse sker ved Brøndby Strand Sogns Menighedsråd beliggende Brøndby Strand Centrum 90, 2660 Brøndby Strand.

Ansættelse af en kirkemusiker vil være omfattet af Fællesoverenskomsten mellem Finansministeriet og Statstjenestemændenes Centralorganisation af 2010 (CO10 fællesoverenskomsten) og organisationsaftale for kirkefunktionærer med kerneopgaver som henholdsvis kordegn, sognemedhjælper eller kirkemusiker og det tilhørende protokollat for kirkemusikere.

Ansættelse af en uddannet organist vil være omfattet af Overenskomst mellem Kirkeministeriet, CO10 – Centralorganisationen af 2010 og Dansk Organist og Kantor Samfund (DOKS) for organister.
Aftalerne kan ses på www.folkekirkenspersonale.dk

Nuværende tjenestemandsansatte organister har ret til at bevare deres tjenestemandsstatus ved ansættelse med direkte overgang. Der skal i så fald ske en klassificering af stillingen.

Årslønnen for en kirkemusiker aftales indenfor intervallet 270.326 kr. – 395.092 kr. (nutidskroner). Fikspunktet er 266.630,70 kr. (nutidskroner). Der er rådighedsforpligtelse til stillingen. Rådighedstillægget udgør årligt 20.037 kr. (nutidskroner). Aftale om indplacering i lønintervallet indgås mellem menighedsrådet og Dansk Kirkrmusiker Forening inden ansættelsen.

Årslønnen for ansøgere med en kirkemusikalsk kandidateksamen (DOKS) aftales i henhold til ny løn/AC-skalaen. Det vil sige en bruttoløn mellem 301.699 kr. – 367.627 kr. årligt (nutidskroner). Der er rådighedsforpligtelse til stillingen. Rådighedstillægget udgør årligt mellem 38.818 kr. – 60.289 kr. (nutidskroner). Indplacering og rådighedstillæg ydes efter anciennitet.

Årslønnen for ansøgere med eksamen som kirkemusiker med orgel og korledelse (KMOK'ere) eller præliminær orgeluddannelse (PO’ere) aftales i henhold til det aftalte basisløntrinssystem. Basistrin 1 udgør kr. 291.121 og basisløntrin 2 udgør kr.304.982 årligt. Indplacering sker efter anciennitet. Derudover kan der efter lokal forhandling ydes kvalifikations- og funktionstillæg.
Rådighedstillægget udgør årligt 22.635. (nutidskroner) for tjeneste ved 1 kirke.

Løn samt rådighedstillæg er oplyst for en fuldtidsstilling og kvoteres i overensstemmelse med stillingens ansættelsesbrøk.

Der er prøvetid efter gældende regler, og der vil eventuelt blive indhentet referencer samt børneattest ved ansættelsen.

Nærmere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til kontaktperson Birthe Raffa tlf. 29 41 47 30/mail kontaktpersonen@brondbystrandkirke.dk eller organist Katrine Immerkjær Kristiansen på tlf 29 41 47 23.

Ansøgningen med relevante bilag, sendes på mail til kontaktpersonen@brondbystrandkirke.dk.
Ansøgningen skal være menighedsrådet i hænde senest den 17.02.2018.