Uklarhed om medvirken ved kirkelige handlinger

16-03-2020

Kirkeminister Joy Mogensen forventer, at nødvendige kirkelige handlinger under den aktuelle corona-epidemi vil være med ”meget reduceret bemanding i kirken”, men i biskoppernes forståelse kan hverken organist eller kirketjener undværes.

Onsdag opfordrede statsminister Mette Frederiksen alle offentlige arbejdsgiver til at lade ansatte, som ikke varetager såkaldt kritiske funktioner, arbejde hjemme i mere end to uger. Efterfølgende har en del organister og andre folkekirkeligt ansatte imidlertid oplevet, at deres menighedsråd eller præst har bedt dem varetage funktioner, som nok næppe kan betegnes som kritiske.

Vejledningen fra biskopper og kirkeministerium er ikke entydig på dette punkt og er i hvert fald blevet fortolket forskelligt fra menighedsråd til menighedsråd. I en fælles vejledning fra torsdag den 12. marts fokuserede biskopperne eksempelvis på, at man må begrænse deltagerantallet ved de kirkelige handlinger og overveje, hvor meget personale der skal involveres, og for dåbs og vielsers vedkommende tilbyde dåben eller vielsen på et senere tidspunkt.

HVEM SKAL MEDVIRKE?
Den uklare situation fik lørdag både Organistforeningen og DOKS til at rette henvendelse til biskopperne. Selvom musikken under normale omstændigheder meget vanskeligt kan undværes ved en kirkelig handling, slutter Organistforenings formand og sekretariatsleder deres brev sådan:

”Kære Biskopper. For at understøtte den bedst mulige håndtering af sundhedskrisen, skal der fra Organistforeningen lyde en opfordring til at indskærpe følgende: At dåb og vielser udskydes og kun gennemføres, når der er tvingende omstændigheder. At bisættelser (og eventuelle dåb og vielser) gennemføres med mindst muligt personale.”

DOKS’ formand og sekretariatsleder formulerer det sådan:

”Vi opfordrer derfor indtrængende bispekollegiet til at indskærpe (…) at bisættelser gennemføres med mindst muligt personale, og at dette betyder, at en bisættelse vil kunne gennemføres uden tilstedeværelse af kor, kirkesangere, organister, kirketjenere m.fl.”

JOY MOGENSEN: REDUCÉR BEMANDINGEN MEGET
Kirkeministeren har mandag eftermiddag skrevet en opdatering på sin Facebook-side, hvor hun taler om ”en meget reduceret bemanding” ved kirkelige handlinger:

”I den sidste tid er der en hel del medarbejdere i folkekirken, der har henvendt sig til mig, fordi de er bekymrede for, om det er trygt at bistå ved de få kirkelige handlinger, som stadig kan gennemføres i folkekirken,” skriver Joy Mogensen og fortsætte lidt senere:

”Jeg er sikker på, at både præster, menighedsråd og mennesker, som har brug for de nødvendige kirkelige handlinger, vil have forståelse for, at det vil være med en meget reduceret bemanding i kirken. Og overalt, hvor det overhovedet er muligt, vil jeg opfordre alle til at udsætte dåb og bryllupper til bedre tider, der forhåbentlig kommer snart.”

BISKOPPER: PRÆST, ORGANIST OG KIRKETJENER ER MINIMUM
Samme eftermiddag udsendte biskopperne en opdateret vejledning, som kan opfattes som et svar på henvendelserne fra Organistforeningen og DOKS. Her skriver biskopperne blandt andet:

”Dåb og vielse bør udskydes hvis muligt, og dette aftales mellem præsten og de involverede. Hvis det gennemføres, skal antal deltagere begrænses til nærmeste pårørende og vidner.”

Ifølge biskopperne vil hverken præst, organist og kirketjener dog kunne undværes:

”De kirkelige handlinger, der gennemføres, skal finde sted under restriktive forhold: Minimum personale: dvs. præst, organist og kirketjener. Antallet af kirkesangere bør minimeres eller overvejes udeladt,” skriver biskopperne.

I notitsen hedder det også, at biskopperne arbejder ”meget tæt sammen med Kirkeministeriet og provsterne for at klargøre den alvorlige situation”. Men når det kommer til spørgsmålet om kirkefunktionærers medvirken ved kirkelige handlinger, er de øverst placerede i folkekirken tilsyneladende ikke helt på linje med hinanden.

Medlemmer af Organistforeningen, som i en konkret situation er i tvivl om, hvordan de skal forholde sig, kan henvende sig om sagen til sekretariatet, telefonisk eller pr. mail.

Se åbent brev fra DOKS til landets biskopper (14.03.2020) 

Se opdateret vejledning fra biskopperne (16.03.2020)

Se kirkeminister Joy Mogensens opslag om medarbejderes bistand ved kirkelige handlinger (16.03.2020)

Se Landsforeningens info til menighedsrådene om folkekirkens coronatiltag (16.03.2020)

LÆS OGSÅ