Anerkendelse af organistens ophavsret til sit kunstneriske arbejde

27-03-2020

I forbindelse med at gudstjenester og kirkelige handlinger streames til internettet, henleder stifterne opmærksomheden på, at der blandt andet er brug for at indgå en særskilt aftale med organisten omkring ophavsret.

Ifølge en ny vejledning på stifternes hjemmesider hersker der ”et stort ønske om at kunne transmittere fra de kirkelige handlinger, der foretages i kirken, så de, der ville have været til stede i kirken, kan følge med på en skærm, hvor de nu er”. Nogle steder planlægger man desuden at streame påskens gudstjenester, så kirkegængere ikke behøver at misse højtiden i kirken.

Når man griber til sådanne foranstaltninger, er der imidlertid nogle forhold, som er væsentlige omkring de tilstedeværendes rettigheder, herunder specifikt organistens ophavsrettigheder.

Den nye vejledning ledsages derfor af en række udkast til samtykkeerklæringer til brug for de enkelte aktører i kirkelige handlinger. Her kan blandt andet de ansatte, dåbsforældrene eller de pårørende ved bisættelse på forhånd skrive under på, at de tilslutter sig, at der transmitteres ”grundet de nuværende omstændigheder med COVID-19 og restriktioner for forsamlinger”.

AFTALE OM OPHAVSRET
Endvidere formidler stifterne en skabelon til kontrakt mellem menighedsråd og organist om ophavsret i forbindelse med henholdsvis kirkelige handlinger og andagter. I henhold til ophavsretsloven skal man nemlig som udøvende kunstner give samtykke til, at en kirkelig handling optages og eventuelt efterfølgende gøres tilgængelig for offentligheden.

Kontraktforslagene til henholdsvis kirkelige handlinger og til andagter/onlinegudstjenester er ganske forskellige. Ved førstnævnte er oplægget, at optagelsen kun skal ”vises til andre, der ikke har mulighed for at deltage i den kirkelige handling”, og at ”optagelsen ikke efterfølgende [kan] gøres tilgængelig over for offentligheden, uden at den udøvende kunstner har givet samtykke”.

Derimod vil streaming af en andagt/online-gudstjeneste i sagens natur være møntet på offentligheden, og i den forbindelse lægges der op til, at organisten overgiver alle rettigheder over optagelsen til menighedsrådet, uden andet forbehold end retten til at blive nævnt ved offentliggørelsen ”i overensstemmelse med, hvad god skik kræver”, som det hedder i kontraktforslaget.

Ved samme lejlighed kan organisten som udøvende kunstner og rettighedshaver eventuelt ”modtage et ekstra honorar for at give sit samtykke til optagelsen og den efterfølgende offentliggørelse”. Dette skyldes, at spil i forbindelse med transmissioner ligger uden for de opgaver, man som organist er ansat til at varetage.

Organistforeningen hører gerne fra medlemmerne, hvis de løber ind i udfordringer i forbindelse med et ønske om transmission af handlinger i kirken.

Se stifternes ”Vejledning vedrørende transmission fra kirkerne” med link til samtykkeerklæringer og skabeloner nederst på siden her