Formænd ønsker klar besked om smittefare ved korsang

11-09-2020

I mange lokalsamfund er korarbejdet noget af det eneste, som ikke er startet op igen nogenlunde som normalt, fordi kravene om to meters afstand og fire kvadratmeter pr. korsanger betyder, at der ikke er plads nok i kirkens lokaler. Nu efterlyser formændene for Folkekirkens Ungdomskor og de tre kirkemusikerforeninger i et fælles indlæg i Kristeligt Dagblad klar besked fra myndighederne om, hvorvidt der er tilstrækkelig evidens for disse krav.

”Covid-19 kan være en alvorlig sygdom, og vi skal ikke gå på kompromis med sikkerheden. Men de gældende begrænsninger for sangen har alvorlige konsekvenser for kirkernes korliv,” lyder deres begrundelse blandt andet.

De fire formænds appel om en genovervejelse af retningslinjerne for korsang kommer, efter at det i sidste uge kom frem, at smitterisikoen ved sang ifølge den seneste forskning ser ud til at være mindre end antaget.

”Er det sundhedsfagligt velbegrundet med to meter mellem sangere, der vender hovedet samme vej? Bør der gælde samme retningslinjer for børnekor som for voksenkor? Kan der, uden at vi går på kompromis med sikkerheden, formuleres nogle retningslinjer, der sikrer kirkekorenes fremtid og sangernes trivsel?” lyder spørgsmålene i indlægget.

Et beslægtet spørgsmål kan naturligvis være, om de skrappe afstandskrav eventuelt også kan modereres i forbindelse med menighedssang under gudstjenester og kirkelige handlinger.

De nævnte forskningsresultater fra University of Bristol, som Kristeligt Dagblad skrev om i sidste uge, kan næppe give klare svar på disse spørgsmål, og i øvrigt er resultaterne foreløbige, da de endnu ikke bedømt af eksterne forskerkolleger. Men de peger på, at der i forhold til en potentiel smittespredning via mikrodråber fra munden ikke ser ud at være ret stor forskel sang og tale, men at det – måske ikke så overraskende – mere handler om, hvor kraftigt, der synges eller tales. Forskningsrapporten konkluderer, at der kun ved en volumen på over 90 decibel er en ganske lille forskel på sang og tale.

I går, mandag, var der møde mellem Kirkeministeriet, Organistforeningen og en række andre relevante organisationer i den såkaldte sektordialog. Her drøftedes en revidering af retningslinjerne for kirkerne i den aktuelle situation med fortsat coronasmitte. Når de reviderede retningslinjer er udsendt, vil vi opdatere med en nyhed på hjemmesiden, og retningslinjerne vil ligeledes være at finde på folkekirkenspersonale.dk

OPDATERING DEN 16. SEPTEMBER:
En nyhed på det norske internetmedie NRK.no giver et konkret eksempel på, at der er god grund til påpasselighed i forbindelse med korøvelser. Det drejer sig om et voksenkor i Bergen, hvor 13 ud af 16 deltagere i en korprøve for et par uger siden er konstateret smittede med coronavirus på trods af, at sangerne ifølge korformanden sad med god afstand, brugte håndsprit og undgik fysisk kontakt.

I Norge kræves der mindst én meter mellem sangere, men man anbefaler en afstand på halvanden meter til siden og to meter foran. 

Artiklen, som er på nynorsk, kan ses her: Koronasjukt kor åtvarar andre korsongarar (10.09.2020)
Filip
LÆS MERE: