1

En bred palet af orgelkoraler

Christian Præstholm fortsætter med at komponere orgelkoraler af høj kvalitet, og han har det seneste år haft tid til at speede op på sit maratonprojekt med at komponere stykker til alle koralbogens melodier.

Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget. Christian Præstholm har udnyttet corona-året på bedste vis og har nu på eget forlag udgivet hele tre nye hæfter med orgelkoraler, bind 23, 24 og 25. Hermed har han komponeret og udgivet, hvis jeg har talt rigtigt, i alt 301 orgelkoraler. I sig selv en helt enestående præstation. Tilmed har komponisten lavet fremragende indspilninger af mange af dem og lagt dem på YouTube.

Her følger en omtale af udvalgte orgelkoraler fra de tre nye bind.

Alsidige højdepunkter
I Bind 23 åbner Morgenstund har guld i mund (Laub) med et toccata-agtigt unisono, der efterhånden udbygges med koralmelodi i pedalet og en stedse gentaget alberti-figur i venstre hånd. Det hele krydres med transpositionsagtige toneartskift. En styrke er kontrasten hen mod slutningen, hvor ”toccata-motivet” dør ud, og den del af Laubs melodi, vi endnu ikke har hørt, får lov til at klinge ganske smukt tilsat sarte vox celeste-akkorder.

Gak ud, min sjæl, betragt med flid (Geneve 1551) er grundlag for to orgelkoraler. I larghettoen får den gode melodi lov til at ligge i lange nodeværdier som solo i højre hånd. Venstre hånd belyser med sin treklangsagtige stemme melodien, så den får en ny dimension.

Mit hjerte altid vanker starter med et ganske lifligt motiv, men det bruges lidt for ihærdigt, så man kommer til at savne noget kontrast.

Fra Bind 24 vil jeg nævne Hvorledes skal jeg møde, der næsten er en Bach værdig. O kommer hid dog til Guds søn starter med fire lange akkorder identisk med indledningen til pianisten Ludovico Einaudis pop-minimalistiske Nuvole Bianche. Den har med sine repetitioner samme meditative new age-stemning – en ganske original fornyelse af orgelkoralgenren. Sig månen langsomt hæver har en egen fin nattestemning med sine pianissimo-orgelklange.

I Bind 25 finder man den eneste orgelkoral i de tre bind, der har pedal ad libitum, og derfor kan realiseres på et enkelt manual: Almindelig er Kristi kirke. Den orgelkoral virker imidlertid ikke så inspireret. Frelseren er mig en hyrde god er humoristisk med sin cirkus- og lirekassestemning. I østen stiger solen op er stemningsfuld med de drypvise akkorder kombineret med de lange holdte toner. Endelig vil jeg nævne Til himlene rækker din miskundhed Gud, der er inderlig som salmen.

Gennemtænkt form
Det er lidt af et mirakel, at vi i Danmark har en komponist, der skriver så meget og samtidig så idiomatisk og kompetent for kirkeorglet. Med en så stor produktion hører Præstholm ikke til de komponister, der sidder og fedter med satsen i ugevis. Stykkerne bliver i stedet båret oppe af en gennemtænkt form, hvor ikke mindst salmemelodien sikrer den nødvendige sammenhængskraft.

Der bliver plads til en palet af forskellige satser rent stilistisk fra det traditionelle til de modernistiske eksperimenter. Sværhedsgraden er ret krævende fra det moderate til det virtuose. Det er orgelkoraler af høj kvalitet, men det er en svaghed, at der umiddelbart ikke er nogle af dem, der på en gang er enkle og overbevisende.

Morten Skjoldan Petersen er organist ved Rye og Kirke Sonnerup Kirker