Forslag om ændring af vedtægter

Forslag om ændring af vedtægter

Organistforeningens vedtægter blev senest ændret ved generalforsamlingerne i 2019 og 2020. Ved den lejlighed var det synligt, hvordan vedtægternes paragraf om netop vedtægtsændringer foreskriver en forholdsvis omstændelig procedure og derfor er det bestyrelsen sindet at ændre denne bestemmelse. Her følger vedtægtens § 9:

§ 9. Vedtægtsændringer

Vedtægtsændringer kan kun foretages, når bestyrelsen eller mindst 20 ordinære medlemmer fremsætter formulerede forslag herom. Sådanne forslag forelægges til debat på en generalforsamling, idet de senest ved indvarslingen af den pågældende generalforsamling skal være meddelt til medlemmerne. Forslagsstillerne afgør efterfølgende, hvorvidt debatten har givet anledning til ændringer, hvorefter de endelige ændringsforslag af bestyrelsen meddeles medlemmerne. Disse reviderede forslag sættes herefter til afstemning på en følgende generalforsamling.

Stk. 2. Vedtagelse af vedtægtsændringer kræver, at mindst 2/3 af de afgivne stemmer er for forslaget.

For at ændre vedtægterne, skal forslag herom altså behandles på to generalforsamlinger. Det vil efter bestyrelsens opfattelse være tilstrækkeligt, at forslag om vedtægtsændringer behandles som et almindeligt punkt på generalforsamlingens dagsorden, som ifølge vedtægternes § 8, stk. 2 skal udsendes med én måneds varsel, og på linje med andre forslag fra medlemmer, som iflg. § 8 stk. 5 skal være sekretariatet i hænde inden 10. marts.

Bestyrelsen foreslår, at vedtægterne ændres til nedenstående ordlyd. I det foreslåede stk. 2 henvises til medlemsgrupperne a) og b). Disse er defineret i vedtægternes § 3 og er henholdsvis ansat og ikke ansat i en organiststilling i folkekirken, men de har begge bestået KMOK- eller PO-eksamen eller tilsvarende udenlandsk eksamen.

§ 9. Vedtægtsændringer

Vedtægten kan kun ændres ved beslutning på foreningens generalforsamling. Til vedtagelse af vedtægtsændring kræves, at mindst 2/3 af de afgivne stemmer er for vedtægtsændringen.

 Stk. 2. Forslag til vedtægtsændring kan stilles af bestyrelsen eller af mindst 20 medlemmer af medlemsgrupperne a) og b) jf. § 3. i forening.

Nærværende forslag til vedtægtsændringer skal behandles efter de gældende regler dvs. behandles og besluttes på hinanden følgende generalforsamlinger.