Kirkefunktionærer og præsteformand talte om den helhedsorienterede arbejdsplads
Kirkefunktionærernes fagforeninger fortsætter drøftelserne af et helhedssyn på kirkefunktionærernes og præsters fælles arbejdsplads samt ledelse og tilsyn i folkekirken.
I midten af juni havde otte faglige organisationer for kirkefunktionærer ansat i folkekirken deres årligt tilbagevendende faglige seminar. I forlængelse heraf blev følgende udsendt i en fælles pressemeddelelse.
Følgende tre hovedpunkter blev drøftet:
- De faglige organisationers fælles interesser i forbindelse med OK24.
- Helhedssyn på kirkefunktionærernes og præsters fælles arbejdsplads, blandt andet i forhold til trekanten: præster – menighedsråd – ansatte. I den forbindelse deltog Præsteforeningens formand Pernille Vigsø Bagge i drøftelserne.
- Drøftelse af ledelse og tilsyn i folkekirken.
De faglige organisationer udtaler efter drøftelserne:
- De faglige organisationer ønsker i forbindelse med OK24 blandt andet at sætte fokus på de punkter, hvor vilkårene ikke er sidestillet med de øvrige statslige arbejdspladser.
- De faglige organisationer ønsker et styrket samarbejde med den gejstlige søjle for at skabe en helhedsorienteret arbejdsplads for alle ansatte med fokus og anerkendelse af faglige kompetencer.
- De faglige organisationer efterspørger et skærpet tilsyn med arbejdsgiver, herunder menighedsråd og personalekonsulenter. Der er behov for obligatorisk uddannelse af kontaktpersoner og indføring i folkekirkelige forhold, herunder ledelse for nyvalgte menighedsrådsmedlemmer.
Kirkefunktionærernes faglige organisationer har en stærk forventning om, at alle parter i folkekirken medvirker til at klarlægge de italesatte emner og sætter handling bag ord.
De deltagende organisationer:
3F, Den offentlige gruppe
Danmarks Kirketjenerforening
Dansk Kirkemusiker Forening
Danmarks Kordegneforening
Dansk Organist og Kantorsamfund, DOKS
Forbundet af Kirke og Kirkegårdsansatte, FAKK
Organistforeningen