1

Kirkeminister: Folkekirkens ledelsesstruktur er ikke et arbejdsmiljøproblem

Kirkeminister Ane Halsboe-Jørgensen fremhæver i et svar til Folkekirkens Kirkeudvalg, at tillid til de ansattes selvledelse er en vigtig komponent i kirkernes gode arbejdsmiljø. Desuden skal kontaktpersonens ledelsesfunktion både respekteres og følges.

Folketingets Kirkeudvalg bad i juli den daværende kirkeminister forhold til sig til en række spørgsmål i forlængelse af TV2 Lorrys dækning af arbejdsmiljøproblemer Københavns Stift, hvor hver fjerde kirke i København på et tidspunkt de sidste 10 år ifølge tv-stationens aktindsigt i materiale fra Arbejdstilsynet har haft problemer med dårligt psykisk arbejdsmiljø.

Kort efter Ane Halsboe-Jørgensens tiltræden som ny kirkeminister i august kom der to opsamlende svar på de i alt fem spørgsmål, naturligvis med ministeriets embedsværk som pennefører.

Ministeren pointerer indledningsvist at det folkekirkens psykiske arbejdsmiljø, hverken er værre eller bedre end andre arbejdspladsers, sådan som konsulenthuset Oxford Research kunne konkludere efter en stor undersøgelse gennemført i 2012.

Samtidig slår kirkeministeren fast, at arbejdsmiljøområdet er ”noget der er blevet og fortsat vil blive arbejdet med inden for folkekirken”. Her henviser ministeren til Folkekirkens Arbejdsmiljøråd samt den branchespecifikke Folkekirkens Arbejdsmiljørådgivning (FAR). Sidstnævnte har ”hidtil eksisteret som en forsøgsordning, men med virkning fra den 1. januar 2022 forventes FAR etableret som en permanent institution”. Desuden er arbejdsmiljø et fast punkt på dagsordenen i de halvårlige møder i Folkekirkens Samarbejdsudvalg.

En høj grad af tillid og respekt
I et mere specifikt svar forholder ministeren/ministeriet sig til dette spørgsmål, som er formuleret af Enhedslistens kirkeordfører, Christian Juhl, og videresendt af ministeren af Kirkeudvalget:

”Hvordan mener ministeren, at ansatte i kirken skal få et anstændigt arbejdsmiljø, når menighedsrådene i så mange tilfælde er en stor del af problemet og ikke har nogen myndighed over sig?”.

Her henviser kirkeministeren til, at fraværet af en daglig ledelse på de folkekirkelige arbejdspladser ”nødvendiggør en høj grad af selvledelse fra de ansatte i deres opgavevaretagelse, men også at menighedsrådene har tillid til og respekt for, at de ansatte ved, hvad de laver og har styr på den daglige drift”. Opfattelsen hos ministeriet er, at et sådant tillidsfuldt samarbejde mellem ansatte og menighedsråd er til stede på langt de fleste kirkelige arbejdspladser.

”Jeg deler ikke opfattelsen af, at problemer med det psykiske arbejdsmiljø i kirken kan tilskrives den folkekirkelige struktur og organisering eller det forhold, at menighedsrådene er arbejdsgivere,” lyder det i ministersvaret.

Der er efter ministeriets opfattelse ikke grundlag for at overveje en anden placering af personaleledelsen end hos menighedsrådene.

”Det handler blandt andet om nærhed til og forståelsen for driften af kirken og de lokale behov. Ledelsen ville i den sammenhæng rykke meget langt væk, hvis den skulle flyttes fra kirken til en anden og mere fjerntliggende administrativ enhed,” lyder begrundelsen.

Ledelsesfunktionen skal respekteres
I den sidste del af ministersvaret kommer Kirkeministeriet med en antydning af, hvad konkrete arbejdsmiljøproblemer så kan skyldes, nemlig uklarheder omkring kontaktpersonen som personaleleder.

”Det er vigtigt, at denne funktion respekteres, så forskellige menighedsrådsmedlemmer ikke blander sig på skift og med forskellige retningslinjer i forhold til personaleledelsen. Det er også vigtigt, at menighedsrådet holder sig orienteret i forhold til, om kontaktpersonen varetager sit hverv som personaleleder med respekt og omhu for de ansatte. Fuldstændig som på andre arbejdspladser,” hedder det.

Se svarene til Folketingets Kirkeudvalg her:

  • Spørgsmål 66 om dårligt psykisk arbejdsmiljø
  • Spørgsmål 68 om menighedsråd som årsag til arbejdsmiljøproblemer