Konference kalder til fornyet opmærksomhed på højmessens potentiale

Under titlen Musik og kirke inviterer Vestervig Kirkemusikskole til en landsdækkende konference om kirkemusik mandag den 31. august og tirsdag den 1. september. Konferencen samler nogle af landets dygtigste praktikere og mest indsigtsfulde stemmer til to dage med foredrag, workshops og studiekredse.

Der efterspørges kirkemusik som aldrig før, og antallet af kirkemusikere stiger i takt med, at nye musikalske opgaver kommer til. Musikere fra alle hjørner af musiklivet finder vej til kirkerummet og bidrager til en stadig mere alsidig kirkemusik, hvilket en ny undersøgelse af kirkemusikeransættelser i folkekirken tydeligt viser. Undersøgelsen peger blandt andet på et stort behov for kvalificeret uddannelse. Samtidig er musikken fri: der skrives nye salmer, og der eksperimenteres med både former og udtryk – og midt i denne udvikling melder det centrale spørgsmål sig: Hvor er kirkemusikken på vej hen?

Konferencen tager afsæt i, at denne udvikling kalder på liturgisk eftertanke og fornyet opmærksomhed på højmessens potentiale. Programmet rummer to dage med praktiske workshops, studiekredse, faglige oplæg, koncerter og gudstjenester og præsenterer aktuelle, toneangivende oplægsholdere inden for pædagogik, uddannelse, nye salmer, liturgisk musik og gudstjenestepraksis. Konferencen henvender sig til alle, der beskæftiger sig med eller interesserer sig for kirkemusik.

Relevant for organister
Formanden for Organistforeningen understreger konferencens betydning:

“Vi har virkelig brug for drøftelser om kirkemusikkens fremtid og organisters/kirkemusikeres uddannelse med alle de perspektiver og grundige overvejelser herom, der kan bringes ind i højmessens, andre gudstjenesters, kirkelige handlingers og liturgiens rum,” siger Ingrid Bartholin Gramstrup.

Hun deltager i uddannelsesdebatten “Hvad skal kirkemusikken kunne – hvad skal en uddannelse indeholde?” om mandagen,

På programmet er blandt andet også oplæg ved Morten Ladehoff om klangeksperimenter med orglet, ved Flemming Agerskov og Esben Eyermann om musikken i Brorsons Kirke, København, ved Jonas Rasmussen om, hvad der i praksis skaber loyalitet, energi og ejerskab i et kor, samt indslag fra Liturgisk Forum og Orgelklubben. Der vil blandt andet også være orgelmasterclass ved Jakob Lorentzen og koncert med Janne Mark Trio.

Pressemeddelelse/FGE