Letflydende stildogmatik fra Høck

Med sine 60 barokforspil i duo-, trio- og aria-stil rummer denne samling masser af fortrinlig musik, som inspirerer organisten til at holde den stilbevidste fane højt.

Organist ved Grundtvigs Kirke og tillige lærer i liturgisk orgelspil ved Det Kgl. Danske Musikkonservatorium Mads Høck præsenterer med denne udgivelse 60 koralforspil i, hvad han selv kalder, højbarokkens stil. Mads Høck er bredt og velfunderet i sin stilbevidsthed, men har også igennem en lang række udgivelser af bl.a. orgelkoraler vist sig som en særdeles original komponist med et stærkt personligt islæt.

Koralforspillets primære funktion er helt nøgternt at etablere en overenskomst mellem organist og menighed om toneart, tempo og tema i optakten til den følgende menighedssang. Og nok så vigtigt at formidle en overgang mellem det liturgiske forløb og menighedssalmens poetiske univers. Med andre ord rummer det lidt undselige koralforspil et stort tekstfortolkende potentiale – eller en musikalsk forkyndelse om man vil.

Det er en stående æstetisk diskussion, om forspillet først og fremmest i stilistisk henseende skal korrespondere med koralmelodien, eller om forspillet hellere skal anslå et stemningsleje motiveret af salmens tekst og melodi. Med udgivelsen her bringes det stildogmatiske synspunkt i hovedfokus.

Udfordrer det fugerede forspil
Mads Høck udfordrer med sine 60 barokforspil det synspunkt, at det fugerede forspil er den mest oplagte optakt til dur-moltonale koralmelodier med rod i tiden før romantikken. Inspirationen for Mads Høcks barokforspil er således ikke de komplekse kontrapunktiske former, men nærmere bl.a. J.S. Bachs tostemmige inventioner i form af en række duoforspil, trioforspil med udgangspunkt i orgel-triosonater og endeligt ariaforspil, som henter inspiration fra baroktidens vokalværker.

Resultatet er en række utroligt velklingende og letflydende forspil. Det tematiske arbejde med koralmelodien og små kontrapunktiske temaer føjer sig sammen til et fint og meningsfyldt hele, der samtidig giver forspillene et passende omfang.

At holde stilen er god stil
Mads Høcks 60 barokforspil har et solidt anvendelsespotentiale. Der er tale om god musik, som ikke stiller de store krav til instrumentet (med lidt snilde vil mange af satserne kunne spilles på et enkelt manual), hvorimod de spilletekniske krav er mere differentierede. Duo- og triosatserne er relativt overkommelige, hvor enkelte af ariasatserne stiller lidt større krav til den musikalske udførsel.

Forspillene dækker et stort spektrum af salmer, men det stildogmatiske aspekt i udgivelsen sætter sine klare periodemæssige afgrænsninger i udvælgelsen af koralmelodier. Man kunne i denne forbindelse godt indvende, at forspil til Schulz’s melodier måske ikke er helt oplagte i denne udgivelse, og tilsvarende er det også et åbent spørgsmål, hvor Laubs melodier hører til i stilmæssig henseende.

Udgivelsen repræsenterer et ret konsistent stilunivers og henleder opmærksomheden på at holde stilbevidstheden i hævd i det liturgiske spil, og det er en væsentlig pointe – særligt når den som her åbenbarer sig i så aldeles fortrinlig musik.