Nielsens miniaturestykker behageligt opfrisket

Nationalkomponistens små præludier er korte, fulde af musikalsk karakter og egner sig til de helt små orgler. Nu er guldgruben gjort klar til nye udgravninger.

Bortset fra Carl Nielsens Opus Magnum Commotio fra 1931 og de 29 små præludier, Op. 51 (1929) er det ikke orglet, der præger Carl Nielsens imponerende skaberværk. Det var da også først i sine sidste leveår, at han fik øjnene op for orglet, hvor de 29 præludier blev til på opfordring af organisten Johannes Hansen. Nu har samlingen ligget rundt i mange kirker i snart 100 år, hvilket borger for kvalitet og anbringer den i klasse med noget af det mest karakterfulde repertoire i nyere dansk orgelmusik.

Det første, man lægger mærke til som udøvende, er layoutet. Nodesatsen er indbydende og behagelig at læse, hvilket er ganske væsentligt for en udgivelse, der er en naturlig følgesvend i gudstjenesten, hvor man ikke orker at kæmpe med tætpakkede sider og et rodet nodebillede. Nodesatsen er da også helt ny og flot opsat af Lasse Toft Eriksen. Den praktiske side af udgivelsen virker tydeligt gennemtænkt: de enkelte satser står kompakt, men uden at blive trange, og behovet for bladvending er fuldstændig undgået.

Sværhedsgraden er varierende. Mange af præludierne kan spilles næsten fra bladet. Andre kræver lidt mere arbejde. Det er netop her, Nielsens styrke viser sig: inden for få takter formår han at skabe en tydelig musikalsk profil. Nogle satser er næsten koralagtige og rolige, mens andre har en mere motorisk energi, der afslører komponistens personlige tonesprog.

Uventede harmoniske retninger
Alle stykker kan spilles på små orgler med kun ét manual, men i sagens natur kan de naturligvis også spilles på større instrumenter. Selv har jeg prøvet kræfter med dem på et lille historisk 4-stemmers Gregersen-orgel fra 1862 (Gedackt 8-fodstone, Fugara 8-fod, Principal 4-fod, Octav 2-fod) med et overbevisende resultat, og kan jeg få én til at træde de tilhørende kassebælge, vokser træerne helt op i skyerne.

Musikken viser tydelige spor fra barokken, mens harmonikken ofte bevæger sig i uventede retninger. Det gør præludierne både udfordrende at spille og spændende at lytte til – også selvom de kun varer omkring et minut hver.

Samlet set er udgivelsen en kærkommen opfriskning af et klassisk repertoire og må derfor anbefales på det varmeste. For organister – både studerende og erfarne kirkemusikere – er 29 små præludier stadig en lille guldgrube: korte, brugbare og fulde af musikalsk karakter. Den nye nodeudgave gør det endnu lettere at tage dem frem igen og opdage, hvor meget musik, der faktisk ligger gemt i sådanne vellydende miniaturestykker.