Ny plan skal mindske rummet for misforståelser ved fremtidige kriser
Erfaringerne fra coronakrisen har blotlagt et behov for en fælles kriseberedskabsplan for folkekirken med dens normalt så flade struktur. Med afsæt i blandt andet erfaringerne fra coronatiden er der nu udarbejdet en sådan plan for at sikre, at folkekirken under en national krise fortsat kan udøve sit virke.
”Det gør os i stand til hurtigt at kunne agere og kommunikere, når vi på forhånd har aftalt beslutningsprocesser og organisering, og det er afgørende for alle led i folkekirken i en krisetid,” siger biskop Henrik Stubkjær i en pressemeddelelse.
Der er tale om et internt arbejdsredskab, som er målrettet aktører fra Landsforeningen af Menighedsråd, Provsteforeningen, Præsteforeningen, bispekollegiet og de faglige organisationer, og kriseberedskabsplanen er derfor også udformet i fællesskab af repræsentanter herfra.
Omdrejningspunktet er at sikre koordinering og skabe klare kommunikationsveje, så krisen i fællesskab bliver håndteret bedst muligt. Til at sørge for dette skal der etableres en såkaldt strategisk krisestab, og arbejdet med at finde repræsentanter til denne er nu i gang.
Hent kriseberedskabsplanen her