Ny vejledning om personalepolitik sætter fokus på samarbejdet
Folkekirkens Samarbejdsudvalg (FSU) har lanceret en ny vejledning om personalepolitik. Den skal hjælpe menighedsråd med at udvikle en lokal politik i dialog med medarbejderne.
Hvor den tidligere vejledning fra 2017 i høj grad beskrev regler og procedurer, lægger den nye vejledning mere vægt på samtale, tillid og samarbejde i hverdagen. Inden for de forskellige emner er der formuleret en række dialogspørgsmål, ikke kun for menighedsrådet, men nu også særskilt for medarbejderne.
Med den nye udformning lægger FSU med andre ord op til, at menighedsrådenes ansatte i højere grad bliver inddraget som aktive medspillere i udformningen af arbejdspladsens personalepolitik. Vejledningen rummer blandt andet nye afsnit om den gode kommunikation, onboarding af nye kolleger og et styrket fokus på arbejdsmiljø og medarbejderudvikling.
En af de pointer, som bliver fremhævet, er, at tillid går begge veje.
”Hvilke parametre er vigtige for jer i forhold til at have tillid til os som ledelse? Hvad skal vi være opmærksomme på? Hvad kan skabe mistillid? Giv eksempler fra hverdagen, hvor I har oplevet, at vi udviste tillid til jer?” lyder nogle af spørgsmålene til medarbejderne – og til fælles overvejelse blandt andet følgende, stadig under overskriften ”tillid”:
”Tager vi konflikten med den, det vedrører, eller ’render vi med sladder’? Og husk at konflikterne er der – uanset om I tager fat i dem eller fornægter dem. Hvis ikke de bliver håndteret, vokser de og tager tid fra kerneopgaven,” skriver FSU i vejledningen.
Som noget nyt er der også medtaget et afsnit om sociale aktiviteter.
”Sociale aktiviteter spiller en central rolle i at skabe trivsel, da de styrker fællesskabet, skaber gensidig forståelse og bidrager til en positiv og inkluderende arbejdspladskultur, ” lyder det.
Illustrerende for forskellen på 2017- og 2025-vejledningen er i øvrigt også, at den gamle indeholdt udførlige værktøj til udarbejdelse af politikker om rygning og rusmidler. I den nye vejledning nævnes rygning slet ikke, og alkohol kun i et enkelt spørgsmål til menighedsrådet, under ”Sociale aktiviteter”:
”Overvej om, hvornår og i så fald, i hvor stor udstrækning alkohol skal være en del af arrangementet.”
Find personalepolitik-vejledningen på FIN