Nyt om overgangen til samtidighedsferie

Med den nye ferielov kan man optjene og afholde sin ferie mere fleksibelt. Lønmodtagere, der allerede er i arbejde, vil for det meste ikke mærke nogen væsentlig forskel, ud over at det kan blive lettere at udskyde sin ferie med nogle måneder. En særlig ordning skal sikre en smidig overgang.

Af Louis Torp, sekretariatsleder

Folketingets partier vedtog d. 25. januar 2018 en lov, der indebærer, at der fra d. 1. september 2020 indføres samtidighedsferie. Princippet bag samtidighedsferie er, at lønmodtagere optjener og afholder ferie over én og samme periode. Loven betyder altså, når denne er fuldt ud implementeret, at medarbejdere løbende afholder ferie samtidig med at den optjenes.

Overgangsordning
I sammenhæng med den nye ferielov indføres en overgangsordning. Overgangsordningen bevirker, at der indefryses op til et års ferie – netop den ferie, som man som medarbejder optjener i perioden fra den 1. september 2019 og frem til den 31. august 2020. De indefrosne midler overføres til fonden: Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Feriemidler. Som hovedregel vil de indefrosne midler komme til udbetaling, når man fratræder arbejdsmarkedet. For en nyuddannet organist vil der således kunne gå op til 50 år eller mere, før ens indefrosne feriepenge, kommer til udbetaling.

Overgangsordningen bevirker naturligvis, at medarbejdere ikke vil opleve et tab af feriedage. Man får med andre ord samme antal feriedage til rådighed, som man plejer, når det betragtes hen over et helt år. Der er således ikke grund til bekymring for, om der er tre ugers feriedage til afholdelse (og løn under ferien!) i sommerferien 2020. I perioden fra den 1. januar 2019 og frem til den 31. august 2019 optjenes nemlig (efter den nuværende ferielov) 16,64 feriedage, og disse feriedage kan anvendes til sommerferien 2020. Fra 1. september 2019 indføres samtidighedsprincippet, og herefter afholdes ferie løbende samtidig med at den optjenes.

De særlige fridage
Ordningen omkring de særlige feriedage (også kendt som den sjette ferieuge) ændres ikke.

Det videre forløb
I løbet af det næste år vil emnet blive yderigere behandlet i bladet. For nuværende afventes en ny ferievejledning, som i detaljer beskriver, hvorledes der optjenes og afholdes fra d. 1. september 2019 og fremefter. Spørgsmål m.v. kan som altid rettes til sekretariatet.

Læs mere om den nye ferielov og overgangen til den i Beskæftigelsesministeriets præsentation.