Organist til Sankt Clemens og Tødsø Kirker, Morsø Provsti, Aalborg Stift
Organist til Sankt Clemens og Tødsø Kirker, Morsø Provsti, Aalborg Stift
STILLINGEN
Omfang
37 timer ugentligt
Ansøgningsfrist
28. november 2025
Ansættelsesdato
1. februar 2026
Er du mere end en organist? Vi er mere end en kirke.
Sammenhold, samarbejde, fællesskab og højt til loftet!
Her er godt at være – og nu søger vi en organist, som vil samarbejde med gode kollegaer, og være sammen med os i Nykøbing Mors og Tødsø sogne om at lave kirke. Her kan du selv være med til at udvikle din stilling yderligere.
Vi har brug for dig i en fuldtids stilling som organist ved Sankt Clemens Kirke, Nykøbing Mors og Tødsø Kirke, og med tiltrædelse snarest muligt.
Du vil indgå i et tæt samarbejde med kirkens præster, kirkemusiker, øvrige medarbejdere og et aktivt menighedsråd om at varetage musikken ved gudstjenester, kirkelige handlinger samt planlægge og afvikle koncerter og andre musikalske aktiviteter.
For den rigtige person vil der således være tale om en alsidig stilling med en høj grad af indflydelse og medansvar for de aktiviteter, der foregår i sognet. Du vil derfor få brug for alle dine kompetencer – også mere end de rent musikalske. Vi forventer en oprigtig interesse i at være kirke for lokalsamfundet og vores store menighed, som trofast tager del i gudstjenester og aktiviteter i kirken og kirkecentret.
I Nykøbing har vi en stor og smuk kirke med plads til 450 kirkegængere, et flot og moderne kirkecenter med plads til mange aktiviteter samt et lyst kapel beliggende ved byens kirkegård.
Vi har et fantastisk orgel i Sankt Clemens Kirke, Nykøbing Mors. Det er bygget af Marcussen & Søn i 1943. Ombygget og udvidet af Bruno Christensen & Sønner i 1976 med rygpositiv. Orglet har 3 manualer, pedal og 32 stemmer.
I kirken har vi desuden et Yamaha flygel, som bl.a. også inddrages i gudstjenesterne. Orglet i kirkegårdskapellet har et manual uden pedal. Der er desuden klaver i både kapel og kirkecenter.
I Tødsø har vi en middelalderkirke, der bliver anvendt som lejlighedskirke ved særlige gudstjenester i løbet af kirkeåret.
Ved kirkerne har vi også en kirkemusiker i en 100% stilling. Det giver fleksibilitet i forhold til arbejdsopgaver og afvikling af fridage.
Arbejdet vil bl.a. omfatte:
- Musikalsk ledsagelse til gudstjenester i sognene – engageret og vedkommende
- Musikalsk ledsagelse til andre kirkelige handlinger og aktiviteter i sognene
- Ledelse og udvikling af kirkekor og juniorkor
- Videreudvikling af det som vi har i dag, men også mulighed for udvikling af nye aktiviteter
Vi forventer, at du:
- Har en relevant organist uddannelse (DOKS eller PO/KMOK)
- Vil være med til at sikre bredde i musikken i kirken og kirkecentret
- Er en teamplayer, som vil indgå aktivt og engageret i samarbejdet i et allerede rigtig godt kollegialt fællesskab
- Er åben overfor nye arbejdsformer og musikalske vilkår, der skal til for at komme den moderne menighed i møde
Ansættelse sker ved Nykøbing Mors-Tødsø Sognes Menighedsråd beliggende Kirkegade 2, 7900 Nykøbing Mors.
Ansættelsen af en organist med eksamen som ”Kirkemusiker med Orgel og Korledelse” eller en organist med PO-eksamen er omfattet af Overenskomst mellem By,- Land- og Kirkeministeriet og CO10 – Centralorganisationen af 2010.
Organister med en kirkemusikalsk kandidat- eller bacheloruddannelse er omfattet af protokollat til akademikeroverenskomsten om overenskomstansættelse af DOKS-organister og faste lærere på kirkemusikskolerne indgået mellem Akademikerne og By-, Land- og Kirkeministeriet.
Aftalerne kan ses på www.folkekirkenspersonale.dk.
Nuværende tjenestemandsansatte organister har ret til at bevare deres tjenestemandsstatus ved ansættelse med direkte overgang. Der skal i så fald ske en klassificering af stillingen
Årslønnen for ansøgere med en kirkemusikalsk kandidateksamen (DOKS) aftales i henhold til ny løn-AC-skalaen. Det vil sige en bruttoløn mellem 356.301 kr. – 434.160 kr. årligt (nutidskroner).
Der er knyttet rådighedsforpligtelse til stillingen. Rådighedstillægget udgør årligt mellem 46.093 kr. – 71.200 kr. (nutidskroner). Indplacering og rådighedstillæg ydes efter anciennitet. Derudover kan der efter lokal forhandling ydes kvalifikations- og funktionstillæg.
Årslønnen for ansøgere med kirkemusiker med uddannelse i orgel og korledelse (tidligere PO-organister) aftales i henhold til det aftalte basisløntrinssystem. Basistrin 1 udgør kr. 343.808 kr. årligt (nutidskroner) og basisløntrin 2 udgør kr. 361.226 kr. årligt (nutidskroner). Indplacering sker efter anciennitet.
Der er rådighedsforpligtelse til stillingen. Rådighedstillægget udgør årligt 37.224 kr. (nutidskroner) for tjeneste ved 2-3 kirker.
Det gode arbejdsmiljø er meget vigtigt for os. Vi vil være på forkant, så derfor har Folkekirkens Arbejdsmiljø Rådgivning lavet en undersøgelse af det psykiske arbejdsmiljø hos os. Tilbagemeldingen er vi stolte af! Vi har et rigtig godt arbejdsmiljø – måske det bedste som de har undersøgt indtil da.
Det vil vi gerne fortælle mere om.
Vi vil og skal passe godt på både vores arbejdsmiljø, men også den verden, som vi alle er en del af. Vi arbejder derfor aktivt med den grønne omstilling, og både Sankt Clemens Kirke, Nykøbing Mors og Tødsø Kirke samt begge vores kirkegårde er officielt ”Grøn Kirke”.
Du bliver en del af et velfungerende team ved kirkerne og kirkegårdene. Vi har 4 præster (+ provst), én kirkemusiker, to kordegne, to kirketjenere, én kirke- og kulturmedarbejder og vores medarbejdere på kirkegården. Så du kommer ikke til at stå alene med de mange og spændende opgaver.
Alle medarbejdere og præster har egne kontorer ved Kirkecentret, så vi har et rigtig godt kollegialt fællesskab på tværs. Vi mødes jævnligt til planlægning eller en uformel snak – og så mødes vi også alle hverdage til fælles formiddagskaffe og frokost.
Nykøbing Mors ligger i en skøn natur, og øen byder på et rigt og levende musik-, kultur- og teaterliv. Kirkerne er integreret i sognenes liv. Vi samarbejder med skoler og daginstitutioner, byens FDF, plejehjem, Mors Handel og kulturinstitutioner. Vi er også en aktiv del af Kulturmødet på Mors – se www.kulturmoedet.dk.
Ved Sankt Clemens kirke, Nykøbing Mors har vi en stor gruppe frivillige, der bl.a. medvirker ved søndagens højmesse som lægmandslæsere og med forskellige praktiske gøremål ifm. de mange øvrige forskellige arrangementer i løbet af året.
Vi er gerne behjælpelig med at finde egnet bolig på Mors, hvis det bliver aktuelt, ligesom vi også gerne formidler erhvervsmæssige kontakter til evt. medfølgende partner.
Ansøgning med relevante bilag sendes på mail til kirkens mailadresse: 8692fortrolig@sogn.dk senest d. 28/11-2025.
Prøvespil og ansættelsessamtaler forventer vi at afholde i uge 50 – efter kl. 16.30.
Tiltrædelse d. 1/2-2026 – eller efter aftale.
Hvis du vil vide mere om stillingen og om os, så er du velkommen til at kontakte menighedsrådets formand Karsten Konradsen, tlf. 23479340, kirkemusiker Torben Aas Kjær, tlf. 23986036 eller sognepræst Sigrid Wilbrandt Kjær, tlf. 51505035.
Vi glæder os alle til at høre fra dig.
