Personligt præget folkemusik for orgel
Tobias Dahl Osenbrügs velklingende polkaer, menuetter og marcher mm. er i deres udspring ægte folkemusik fra blandt andet Langeland og Fyn, men udsat i komponistens egen jazzinspirerede stil. Sværhedsgraden er begrænset og anvendelsesmulighederne alsidige.
Med udgivelsen Folkemusik til Hverdag og Fest sætter Tobias Dahl Osenbrüg fokus på folkemusikken i dansk tradition, og hvordan dette musikalske udtryk kan give mening og kaste glans over kirkemusikken. Det helt umiddelbare indtryk er godt. Udgivelsen er forsynet med gode refleksioner og informationer om de enkelte udsættelser i udgivelsen, som giver et fint historisk perspektiv på den folkemusikalske tradition i Danmark.
Udgivelsen rummer ni udsættelser for orgel af dels musik fra spillemandsrepertoiret, men også en enkelt original komposition af Tobias Dahl Osenbrüg – en blomstervals med melodiske træk fra den svenske folkemelodi til Nu blomstertiden kommer. I det hele taget har alle udsættelserne et personligt præg med et lidt jazz’et harmonisk udtryk med højt opbyggede harmonier.
Udgivelsen er fint komponeret med stykker af meget udadvendt og karsk karakter, og stykker med et mere elegisk udtryk – bl.a. en meget smuk og virkningsfuld udsættelse af ”I skovens dybe, stille ro”. Der er tale om meget fine og velklingende udsættelser, som er ganske overkommelige at spille, hvorfor udgivelsen må vurderes at have et stort anvendelsesmæssigt potentiale.
Det virker oplagt udsætte folkemusik for orgel. Orglet er på mange måde et idiomatisk instrument, når det gælder folkemusik. Orglets værkopbygning gør det muligt at spille bassen selvstændigt og i et samspil udfolde de harmoniske og rytmiske aspekter på et af orglets manualer. Melodistemmen kan spilles som solostemme på et andet manual, og på den måde kan orglet på en meget fyldestgørende måde yde det folkemusikalske udtryk stor retfærdighed.
Et andet aspekt handler om det historiske, nemlig at kirkemusikken til alle tider har været i med- og modspil med folkemusikken. I både Norge og Sverige findes talrige udsættelser af disse landes folkemusik for orgel, særligt med fokus på de lokale brudemarcher. På denne baggrund er Tobias Dahl Osenbrügs udgivelse kærkommen på dansk grund.
Tobias Dahl Osenbrüg (f. 1993) er orgelsolist, komponist, folkemusiker og underviser (mere herom på tobiasdahl.info). Han virker som organist og korleder ved Trinitatis Kirke i Fredericia. Udgav i 2022, ligeledes på Forlaget Mixtur, otte arrangementer af Bryllupsmusik i en dansk folkemusiktradition.