Publikumsvenlig adventskantate

Haderslev Stift har til fejring af sit 100-års jubilæum fået skrevet et adventsværk, der skal bruges som fejring af selve jubilæet 1. søndag i advent 2022, men også kan bruges i andre kirker i adventstiden. Værket kan opføres, som det er, eller det kan være grundskellettet i en gudstjeneste.

Værkets tekster er skrevet/gendigtet af Niels Brunse, men indeholder også liturgiske og bibelske tekster. Musikken er af Poul Chr. Balslev, organist ved Vor Frue Kirke i Svendborg. Det består af otte dele: Introitus, Bøn, Gloria, Salme, Motet, Fadervor, Velsignelse og Exitus. Værket er yderst fleksibelt, flere af satserne findes både for blandet kor og ligestemmigt kor, nogle satser kan opføres som solo eller instrumentalt med oplæst tekst.

Musikalsk set lægger værket sig i slipstrømmen af Ola Gjeilo og Kim André Arnesen, venligt og imødekommende, et publikumsvenligt værk. Enkelte nedslag: Introitus og Exitus er ret energiske. De kan opføres enten instrumentalt eller med kor. Korversionen er for blandet kor med børnekor, der synger sopran og alt. Det skal være et forholdsvis dygtigt børnekor, hvis det skal honorere udfordringerne.

Bøn kan opføres enten som blandet kor eller som solo. Her er inderligheden understreget af en flittig brug af septimer og noner. Med Salme, ”Guds søn, dit komme forestår”. har Niels Brunse skrevet en fin adventstekst, melodien tager sit afsæt i An die Freude af Beethoven og kan både opføres for ligestemmigt kor, blandet kor eller som fællessalme. Referencen til An die Freude vil gøre, at publikum hurtigt vil kunne synge med.

Man kunne med fordel have benyttet en mindre nodefont i udgivelsen. Det ville have kunnet give ekstra luft mellem systemerne og nodebilledet ville have stået tydeligere. Derudover savner jeg, at man i partituret har noder til ad lib. blæserstemmer. Disse står som stemmer bagerst i noden, det er ikke hensigtsmæssigt, at de ikke findes i partituret. Ellers er det en flot udgivelse.