1

Sådan skal forspil være

Organist Asger Troelsen har skrevet præcise og stemningsdannende forspil til melodierne i 100 salmer, ofte i tostemmig form.

I maj udgav Asger Troelsen et hæfte med forspil til salmebogstillægget 100 salmer. Det er blevet til 104 forspil, da enkelte salmer har fået to. Der ligger et stort arbejde til grund for samlingen. Men det er virkelig rart, at uanset hvilken salme, der vælges, så findes der et forspil i samlingen.

I forordet beskriver Troelsen indholdet som korte, præcise, stemningsdannende forspil, der indeholder tempo, takt- og toneart. Dette løfte indfrier han til fulde. Forspillene er typisk mellem 8 og 12 takter lange og præsenterer som minimum salmens indledning. Troelsen kan sit håndværk, og forspillene er godt gennemarbejdede og viser en fin sans for salmernes udtryk. Enkelte af dem har lidt drilske passager, men generelt er de spilletekniske krav lave, og samlingen kan derfor anvendes øjeblikkeligt.

Mange af forspillene er tostemmige, hvilket er en glimrende ide. Dels er Troelsen dygtig til at skrive to klare og interessante stemmer, dels er det i balance med længden på forspillene, og endelig giver det en god kontrast til selve salmespillet. Et fint eksempel er nr. 808, Fra vest står blæsten, hvor man hører blæsten i venstrehåndens bevægede linje.

En Efterspilssamling?
Eneste anke er, at der i enkelte af forspillene har sneget sig små ændringer ind i salmens melodi under præsentationen. Måske er det af hensyn til den valgte harmonik, . nr. 835 hvor melodiens tredje tone ændres fra f til e, hvilket giver mulighed for en trinvis basgang og en vending om C-dur.

Den koncentrerede form, de fleste af forspillene har, betyder, at salmerne skal være godt kendt på forhånd. Mange vil have brug for at høre hele melodien, indtil de nye salmer er sunget ind i menigheden, og derfor kan det godt være, at samlingen i lang tid bliver en efterspilssamling.

Men jeg synes, at Troelsens valg er rigtigt. Samlingen er ikke et pædagogisk værktøj til læringsprocessen, men rummer korte udsagn, der koncentreret fastslår takt, toneart og stemning, så vi får et fælles udgangspunkt for at synge salmerne sammen. Præcis som forspil skal være.