Tilmeld dig ledelseskonferencen på CBS med fokus på menighedsrådet som arbejdsgiver
Organistforeningen og DOKS er med, når folkekirkens ledelsessituation skal drøftes på Copenhagen Business School.
Hvis du den 25. september 2026 vil med på den gratis konference om ledelse i folkekirken på CBS, Frederiksberg, er det – modsat hvad vi tidligere skrev – nødvendigt med en tilmelding. Arrangementet finder sted over tre timer fredag eftermiddag og henvender sig alle med interesse for sognet som arbejdsplads og for udviklingen af folkekirkens ledelses- og arbejdsgiverstruktur.
Der forventes at være stor interesse for at høre repræsentanter fra kirkens arbejdsgiver- og arbejdstagersider fortælle om deres syn på sagen.
Organistforeningens formand medvirker, og det samme gør blandt andre Martin Rønkilde, der er medlem af Præsteforeningens hovedbestyrelse, og Inge Kjær Andersen, formand for Landsforeningen af Menighedsråds personaleudvalg. De tre vil indgå i en debat, som det også er muligt at blande sig i fra sin plads i salen, og som har overskriften: ”Hvordan ser fremtiden ud på folkekirkens arbejdspladser om 5 år, når loven er implementeret?”
Her er der naturligvis tale om den opdaterede menighedsrådslov, der trådte i kraft i januar og er godt i gang med at blive implementeret. Visse elementer i loven vil først gælde fra efter næste menighedsrådsvalg.
Konferencen byder også på et oplæg ved LAM-formand Anton Pihl, som blandt andet vil redegøre for, hvordan loven understøtter forbedringer af arbejdsmiljøet. Et vigtigt nyt element er i den forbindelse det obligatoriske kursus for personaleansvarlige. Lene Graakjær, afdelingschef i Sundheds- og Kirkeministeriet, vil i sit oplæg fortælle om blandt andet ministeriets arbejde med netop dette.
De ansattes erfaringer og forventninger til menighedsrådet som offentlig arbejdsgiver er emnet for et fælles oplæg ved DOKS-sekretariatsleder Bjørn Arberg og FAKK-formand John Lykkedal. Endelig vil en administrationschef og en provst give deres bud på, hvordan samspillet i folkekirkens tostrengede ledelse håndteres i praksis.
Konferencen arrangeres af CBS og bliver både åbnet og afrundet af ledelsesforsker Camilla Sløk, som forsker i blandt andet etik og ledelse.
Se programmet på Camilla Sløks hjemmeside
SE OGSÅ:
- CBS inviterer til konference om ledelse i folkekirken (29.06.2026)
- Sundheds- og Kirkeministeriet udsendte midt i juli 2026 en renskrevet Bekendtgørelse af lov om menighedsråd