Ved geografisk fleksibilitet skal arbejdsmiljøansvar placeres entydigt

Folkekirkens Arbejdsmiljøråd har i samarbejde med Arbejdstilsynet fået klarlagt, hvordan det forholder sig med arbejdsmiljøet i forbindelse med geografisk fleksibilitet.

Hvem har ansvaret for, at arbejdsmiljøet er i orden, når du som geografisk fleksibel organist arbejder i andre sogne? Nu foreligger der omsider et detaljeret svar på det spørgsmål.

Det er Folkekirkens Arbejdsmiljøråd, der står bag den længe ventede ”Vejledning om arbejdsmiljø ved samarbejdsaftaler mellem flere sogne”. Den er nu offentliggjort på .

Vejledningen gælder for alle folkekirkens ansatte, både tjenestemandsansatte, overenskomstansatte og ansatte på individuelle vilkår.

Lederen har ansvaret
Den nye vejledning slår fast, at ansvaret for dit arbejdsmiljø som udgangspunkt ligger hos den, der har ansat dig. Men hvis kontaktpersonen eller en daglig leder på den arbejdsplads, du er udlånt til, begynder at blande sig i den måde, du udfører dit arbejde på, så flyttes arbejdsgiveransvaret til det andet menighedsråd..

”Ansvaret for arbejdsmiljøet påhviler således den, som foretager planlægningen og udførelsen af arbejdet, og som har ret til at blande sig (afgive instrukser) for arbejdets udførelse,” hedder det i vejledningen.

Det springende punkt er altså, hvem der i praksis fungerer som din leder på det pågældende arbejdssted. Hvilket måske ikke altid er helt klart. Men i en konkret arbejdssituation skal ansvaret for dig som medarbejder altid kunne placeres entydigt hos ét menighedsråd.

”Det er derfor vigtigt, at man allerede i forbindelse med etableringen af en samarbejdsaftale fastsætter rammerne for, hvordan samarbejdet i det daglige skal udfoldes, og hvem der har mulighed for at afgive instrukser til de ansatte,” fortsætter arbejdsmiljørådet i vejledningen.

Klare aftaler skal sikres
Samtidig er det en vigtig pointe i vejledningen, at uanset hvor klart defineret den formelle aftale mellem de to menighedsråd måtte være på papiret, så kan den i forhold til placering af arbejdsmiljø-ansvar blive overtrumfet af, hvad kontaktpersonerne eller de daglige ledere reelt foretager sig.

”Hvis kontaktpersonen i det ene menighedsråd begynder at instruere og blande sig i opgaveløsningen, vil kontaktpersonen påtage sig ansvaret for arbejdsmiljøet. Det er således de involveredes konkrete ageren, som afgør placeringen af ansvaret.”

Samtidig understreger vejledningen, at det altid og på ethvert arbejdssted vil være din egen arbejdsgivers ansvar at sikre, at du får de nødvendige instruktioner, og at der er foretaget den lovpligtige APV – men altså uden at din arbejdsgiver nødvendigvis selv er ansvarlig for arbejdsmiljøet.

”Det skal derfor aftales, hvordan instruktionen foregår, og hvem der gør hvad. (..) Der bør desuden laves en tjekliste for den lokale arbejdsplads med punkter, der skal huskes ved instruktion og oplæring,” står der i vejledningen, som også anbefaler, at de involverede menighedsråd holder et hel- eller halvårligt møde for at sikre, at arbejdet fungerer godt, og for at løse eventuelle konflikter.

”Der bør i den forbindelse udarbejdes en række retningslinjer for, hvordan problemer håndteres, således at medarbejderne kender processerne, og hvilke muligheder de har for at få hjælp til at få dem løst,” hedder det i vejledningen.

Filip

Se “Vejledning om arbejdsmiljø ved samarbejdsaftaler mellem flere sogne” her