Flere af programpunkterne på stævnet i midten af maj 2023 finder sted i den smukke Budolfi Kirke, altså domkirken.

Organiststævnet til maj sætter fokus på nye gudstjenesteformer

23. december 2022

Den 14. til 17. maj 2023 vil en god portion af Organistforeningens medlemmer være at finde til endnu et årligt stævne, denne gang i Aalborg på det centralt beliggende Hotel Hvide Hus. Udformningen af programmet er ved at være på plads, og nu kan vi derfor fortælle om det i hovedtræk.

Søndag aften vil der være et inspirerende koncertforedrag med domorganist Jørgen Ellekilde. Det foregår i domkirken, hvor der også vil være lejlighed til at se orglerne.

Mandag kommer en væsentlig del af programmet til at handle om liturgi med særlig henblik på nye gudstjenesteformer. Efter morgensangen kommer FUV-lektor Jette Bendixen Rønkilde, som sammen med Jørgen Demant har skrevet bogen Gudstjenester til tid og sted. Hun vil holde et oplæg om emnet, og over middag vil der fortsat være inspiration at finde til arbejdet med gudstjenesters liturgi og musik. Her vil der nemlig være præsentationer af en række konkrete typer af særlige gudstjenester, hvor flere andre medvirkende vil fortælle om deres ideer og erfaringer.

Programmet fortsætter med Orgelpræsentation i Musikkens Hus, hvor organist Lars Colding Wolf vil fortælle om og demonstrere det ekstraordinære Marcussen-orgel fra 2014. Han kender det indgående, for han har både indspillet og givet koncerter på det.

Mandag aften er der jazzkoncert i Vor Frelsers Kirke med Niels Ole Sørensen og hans Hammond-trio Organic 3, og tirsdag formiddag står den på gudstjeneste i Aalborg Domkirke med biskop Thomas Reinholdt Rasmussen og (igen) domorganist Jørgen Ellekilde. Herefter vil resten af tirsdagen byde på blandt andet nyt fra Kirkeministeriet, generalforsamling og festaften med en musikalsk overraskelse.

Om onsdagen vil programmet slutte allerede midt på formiddagen, så man kan nå hjem at forberede sig til Kristi Himmelfartsdag dagen efter.

Stævneudvalget har på trods af de generelle prisstigninger sørget for at fastholde det samme deltagerprisniveau som ved 2022-stævnet, det vil sige 5.500 kr. for fuld deltagelse, og 3.000 kr. uden overnatning.

Det endelig program for stævnet følger på hjemmesiden i slutningen af januar samt i medlemsbladets marts-nummer.

LÆS OGSÅ: Stort portræt-interview med Jørgen Ellekilde

Flere af programpunkterne på stævnet i midten af maj 2023 finder sted i den smukke Budolfi Kirke, altså domkirken.

Del:

Go to Top