
Efterårets nyhed: Musiker i kirken
14. oktober 2026
Vi lancerer nu Musiker i kirken og håber, at mange af Organistforeningens medlemmer vil bidrage. Og har man et koncerttilbud eller andet, man vil sælge, er der gode muligheder for at annoncere – lige nu til med mulighed for at få en opstartsrabat.
Af Filip Graugaard Esmarch, redaktør
Organistforeningens nyhedsbrev vil fra næste uge udkomme i en fornyet form, samtidig med at vi primo oktober lancerer vores nye internetmedie, Musiker i kirken. Dette er også navnet på vores nye trykte magasin, som udkommer første gang i november.
Internetmediet på musikerikirken.dk vil byde på nyheder, anmeldelser, korte omtaler af nye udgivelser samt repertoireinspiration. Dertil kommer andre typer af artikler, som ofte udkommer i det trykte magasin og derefter også vil være at finde i internetmediet: reportager, portrætter, andre interviewartikler, baggrundsartikler, holdningsindlæg med mere.
Vi bevarer foreningens hjemmeside på adressen organistforeningen.dk (eller via genvejen organist.org). Her vil man løbende finde blandt andet foreningsnyt, lederartikler, stof om rejselegat samt en ny kategori, vi kalder ”Mig & fagforeningen”. Sidstnævnte giver forskellige perspektiver på alt det, fagforeningen gør for medlemmerne.
Dit bidrag: Vil du bidrage med noget, som kan inspirere andre organister/kirkemusikere og korledere? Har du i det hele taget ideer til, hvad vi skal skrive om? Så kontakt redaktionen.
Annoncering: Har du noget at gøre opmærksom på over for andre organister/kirkemusikere? Viften af muligheder for at annoncere bliver nu meget bredere. Allerede fra næste uge er der mulighed for at få et annoncebanner eller en mindre tekstannonce bragt i nyhedsbrevet og/eller på musikerikirken.dk. Og torsdag den 29. oktober er der deadline for at få en trykt annonce med i Musiker i kirken nr. 1.
På musikerikirken.dk bringes annoncer normalt for en hel måned ad gangen, og med fem forskellige typer af formater og placeringer er der muligheder for enhver pengepung. Tre af formaterne kan enten have form af et annoncebanner med tekst, billeder og grafik eller en tekstannonce, som ikke kræver andet, end at man sender en tekst, der i omfang holder sig inden for et vist maksimum.
I forbindelse med lanceringen har vi et særligt tilbud: Få din annonce vist på musikerikirken.dk gennem resten af oktober til en god rabatpris på minus 60 procent. Send din færdige annonce eller korte tekst til redaktionen. Normalt betaler man altid for en hel måned.
Udover på musikerikirken.dk kan du overveje at få vist din annonce i ét eller flere nyhedsbreve.
I det trykte magasin, Musiker i kirken, vil nogle sider under rubrikken ”Musikere” være reserveret til annoncer fra musikere, som tilbyder en koncert eller for eksempel trompetspil ved højtider. Her vil prisen være lavere end prisen for tilsvarende annoncestørrelse i magasinet i øvrigt.
Vi planlægger på et senere tidspunkt at tilbyde hjælp til grafisk opsætning af annoncer, men foreløbig må man alliere sig med en ekstern grafiker, medmindre man kan gøre det selv.

