
Musikuddannelsen på Aalborg Universitet har sammen med byens konservatorium og symfoniorkester hjemme i Musikkens Hus på havnefronten.
Protester imod planlagt lukning af musikfag
9. oktober 2025
”Musikuddannelser og musikmiljøer spiller sammen og udgør en sammenhængende fødekæde,” skriver Dansk Kirkemusiker Forening, Organistforeningen og DOKS i et fælles brev til Aalborg Universitet.
Som følge af regeringens universitetsreform, skal universiteterne skære i antallet af studiepladser. Nu har Aalborg Universitet meldt ud, at implementeringen hos dem medfører lukning af en række uddannelser. Ét af de studier, som universitetet planlægger at lukke helt, er musikstudiet.
Dette får kirkemusikernes organisationer til at råbe vagt i gevær. I en fælles skrivelse til Aalborg Universitet udtrykker de en stærk bekymring for, hvilke negative konsekvenser en sådan beslutning kan forventes at få for især det nordjyske musikliv. Følgende er sendt til universitetet torsdag den 9. oktober 2025:
Til Aalborg Universitet
Vedr. eventuel nedlæggelse af det musikvidenskabelige studium på AAU
Kirkemusikernes faglige organisationer har erfaret, at der på Aalborg Universitet er planer om nedlæggelse af den musikvidenskabelige uddannelse.
Efter foreningernes opfattelse, vil det få negative konsekvenser for såvel kirkemusikken som for musik- og kulturlivet generelt i hele det nord- og nordvestjyske område, hvis der ikke fremover uddannes musikere fra AAU.
Mange af foreningernes medlemmer, der har deres virke i området, har brede musikalske kompetencer i kraft af en universitetsuddannelse i musik i tillæg til organist- eller sangeruddannelse fra kirkemusikskole eller konservatorium. De udgør således en skare af dygtige kirkemusikere, undervisere og korledere med disse brede kompetencer
I landsdelens tyndere befolkede områder er kirken en vigtig kulturformidler. Her er sangen og musikken et vigtigt omdrejningspunkt, hvor børn, unge og ældre mødes til kor, foredrag og koncerter. I disse sammenhænge har kirkemusikeren en fremtrædende rolle som musik- og kulturformidler.
Foreningerne oplever udfordringer i forhold til rekruttering af organister og kirkemusikere til sognene og vigende tilgang til organistfaget.
Musikuddannelser og musikmiljøer spiller sammen og udgør en sammenhængende fødekæde. – Kun ved at børnene i skolen møder dygtige lærere, elever på gymnasiet kompetente undervisere og at der efter grunduddannelserne gives gode muligheder for videreuddannelse for kommende undervisere og musikudøvere på alle niveauer – vil der fremover være en levende musikkultur.
Derfor er det stærkt bekymrende, hvis uddannelsen i musik nedlægges på AAU – det vil medføre at denne fødekæde brydes.
Vi opfordrer derfor til, at universitet tager beslutningen op til genovervejelse, så der fremover er en musikuddannelse på højeste niveau i Nordjylland.
David Danholt, Dansk Kirkemusiker Forening
Ingrid Bartholin Gramstrup, Organistforeningen
Karin Schmidt Andersen, Dansk Organist og Kantor Samfund
Alle de lukningstruede uddannelser er i øvrigt humanistiske og samfundsvidenskabelige uddannelse uddannelser, men til gengæld planlægger Aalborg Universitet at oprette flere nye samfundsvidenskabelige uddannelser, hvilket tegner et billede af, at reformen i det nordjyske helt overvejende kommer til at gå ud over det humanistiske område.
LÆS OGSÅ:
- Freyas uddannelse er i fare for at lukke – nu melder universitet ud hvorfor (TV2 Nord 06.10.2025)
- Universitet vil lukke flere uddannelser: »Vi har ikke set før, at man så systematisk flytter studiepladser mellem hovedområder« (Uddannelsesmonitor 07.10.2025)

Musikuddannelsen på Aalborg Universitet har sammen med byens konservatorium og symfoniorkester hjemme i Musikkens Hus på havnefronten.
