Kirkeministeriet lancerer guide til ansatte i folkekirken, som oplever sig krænket

13. juni 2025

”Et trygt og godt arbejdsmiljø i folkekirken er ikke kun noget, vi ønsker. Det er noget, vi aktivt arbejder for,” fastslår Kirkeministeriet i en nyhed på FIN. Her forklarer HR-chef Henrik Vagner også, at der nu sendes et vigtigt signal om, at ”ingen skal stå alene”, heller ikke efter at have haft en ubehagelig oplevelse på en folkekirkelig arbejdsplads.

Ministeriet har i samarbejde med Folkekirkens Arbejdsmiljørådgivning udarbejdet en guide, der indgår i den samlede indsats i forlængelse af undersøgelsen af folkekirkens psykiske arbejdsmiljø fra 2023/2024. Én af de konkrete anbefalinger i rapporten fra dén undersøgelse kan læses under overskriften ”Henvendelseskanaler og procesklarhed”:

”Det har vist sig i en række interviews, at det er uklart for mange ansatte, hvor man kan gå hen, hvad man kan gøre, samt hvilken hjælp og støtte der er mulighed for at få, hvis man oplever mistrivsel på arbejdspladsen. Særligt er det uklart for medarbejdere, hvad der kan forventes igangsat, når man henvender sig til en leder, en arbejdsmiljørepræsentant, en rådgiver fra Kirkeministeriet eller andre,” skriver erhvervspsykologerne fra Mindwork på side 167 i rapporten.

Sådanne uklarheder skal den nye online-guide på FIN være med til at afhjælpe, dels gennem forklaringer på, hvad krænkende handlinger kan være, hvilke handlemuligheder man har, og hvor man helt praktisk kan gå hen for at få hjælp.

En af mulighederne er naturligvis at henvende sig til sin faglige organisation (TR eller sekretariat), og derfor er Organistforeningen også med på listen over ”henvendelseskanaler”.

Andre oplagte muligheder er at tage fat i sin egen kontaktperson, daglige leder, arbejdsmiljørepræsentant eller en anden kollega. Desuden henvises der til Arbejdstilsynets anonym hotline, og til Folkekirkens Arbejdsmiljørådgivning, hvor man ligeledes har mulighed for at henvende sig anonymt.

Gå til guiden her

Del: