Højskoleforstander og sangskriver Per Krøis Kjærsgaard har med hjælp fra 20 bidragydere fordybet sig i, hvorfor vi egentlig synger sammen. Bogen giver inspiration til fællessangsledere, men mangler et stikordsregister.

Under corona-nedlukningerne i 2020-2021 oplevede mange danskere, med hjælp fra DR, at man kunne være alene – men alligevel sammen – om at synge. At ”være én, men én iblandt” er en sætning fra Per Krøis Kjærsgaards store hit i Højskolesangbogen, Kære Linedanser, og samtidig titlen på hans nye bog fra 2024 med undertitlen: 20 gode grunde til at synge sammen. Med udgangspunkt i sit mangeårige virke på Osted Fri- og Efterskole kredser Per Krøis Kjærsgaard om spørgsmålene: Hvorfor synger vi (sammen), og hvad gør fællessang ved os som individer og som folk – eller flok? Fokus er med få undtagelser på sange i Højskolesangbogen.

Hvert af de 20 kapitler starter med forfatterens egne tanker om en sang-grund, såsom ”Nationalfølelse og folkelighed”, ”Livsfaser” og ”Kulturformidling”, krydret med anekdoter og fakta om sange, der kunne passe hertil. Hist og her er der en ”Fif”-boks med forslag til, hvornår eller hvordan en sang kan udføres – for eksempel på en bestemt årstid, som vekselsang eller stående. Hvert kapitel har desuden et indlæg af en kendt dansker, kulturpersonlighed eller fagperson, som giver en personlig vinkel på, hvad fællessang har betydet for hans eller hendes opvækst og/eller arbejds- og privatliv. Hver gæst anbefaler desuden sange, vedkommende holder særligt af.

Hvert kapitel sluttes af med flere sangforslag, hvor enkelte verselinjer er fremhævet samt et kort resumé af, hvad sangens kerne er.

Smukt mønster af facetter
Som fast vært for de månedlige sangaftener i vores sognehus er jeg en yderst flittig bruger af Højskolesangbogens Sanghåndbog, og tiden må vise, om jeg får samme glæde af Per Krøis Kjærsgaards bog. Den er velskrevet, underholdende og afspejler en dyb og levende interesse for emnet fællessang, fra både forfatter og gæster. Jeg savner dog virkelig et indeks eller stikordsregister over de omtalte og anbefalede sange i bogen, så mit eksemplar ikke kommer til at stritte af post-it-sedler. Hermed en opfordring til kommende oplag.

En sangs melodi og dennes ikke uvæsentlige betydning for sangens udbredelse omtales drypvist, men ikke særskilt som i Sanghåndbogen.

Bogen er tænkt som en ”helt uformel og uvidenskabelig samtale om fællessangene, fællessangen og dens væsen” (forordet). Tilsammen danner Per Krøis Kjærsgaards og de 20 gæsters skiftevise indlæg et kalejdoskop: et smukt mønster af farver og facetter rundt om den danske fællessangstradition.