Flere forgreninger – en vellykket to’er
30. juli 2026
Af Helle Sandberg Zederkof

Christine Toft Kristensen, red.
Flere forgreninger
Forlaget Mixtur 2026
Partitur: 94 sider, 249 kr.
Korstemmer: 64 sider, 119 kr.
via noder.dk
ARRANGEMENTER AF: Lasse Toft Eriksen, Mads Damlund, Michael Bojesen, Anne-Terese Sales, Merete Kuhlmann, Christian Præstholm, Jakob Lorentzen, Jonas Hunt og Emil Ritter
Ni af Danmarks bedste korkomponister har lavet satser til 20 nye salmer. Ideen er enkel og god, og resultatet er yderst anvendeligt, mestendels i form af relativt stille satser for 2-3 stemmer.
Tre år efter udgivelsen Forgreninger er der igen udkommet 20 korsatser efter samme princip – deraf navnet Flere forgreninger. Den første har jeg brugt flittigt til mine kor, og det er jeg sikker på at jeg også kommer til med Flere forgreninger.
Der er udvalgt 20 salmer fra Kirkesangbogen, Højskolesangbogen og fra det nye tillæg 151 Salmer. Satserne er arrangeret for sopran, alt med klaver samt baryton ad lib. og for nogle af satserne også med instrumentalstemmer.
Udgivelsen er i et virkeligt dejligt og meget læsevenligt nodeprint – tak for det. Desuden kan noderne til instrumentalstemmerne frit downloades på Forlaget Mixturs hjemmeside.
Bagerst i korlederpartituret findes der dels en indholdsoversigt, hvor det hurtigt og nemt er til at få et overblik over satsernes besætning, og dels en tematisk oversigt med forslag til, hvor i kirkeåret satserne kan anvendes. Denne oversigt dækker over satserne i begge udgivelser og er et godt arbejdspapir for korlederen.
Korsalmer for de fleste
Hvordan er indholdet? Der er en overvægt af stille satser, hvor temaerne Allehelgen, Kærlighed, Sorg samt Trøst og fred er rigt repræsenteret. Der er i mange af satserne gjort meget ud af klaverakkompagnementet, og det kræver ofte noget af pianisten, men fordi akkompagnementet er så fint, kan flere af satserne til gengæld sagtens fungere enstemmigt hvis koret ikke magter andet,.
Det er så mange gode satser, at det er svært at fremhæve nogen. Blandt mine favoritter er Mads Damlunds arrangement af Janne Marks Altid allerede elsket – en helt enkel sats, hvor akkompagnementet rigtig fint understøtter melodien. Hold da op! Hvad sker der her med tekst af Iben Krogsdal, melodi af Kristian Bisgaard og sats af Lasse Toft Eriksen er en dejlig energisk sats til påske med et dejligt musikalsk pingpong mellem klaveret og fløjten. Og skal jeg nævne en tredje, må det være Jonas Hunts behandling af Helle S. Søtrups Jeg ved en sang der aldrig ender, hvor den skiftende taktart mellem 7/8 og 6/8 virker helt naturligt og gør satsen let og dansende.
Et lille funfact er, at 19 af salmerne er skrevet af kvindelige digtere – og så Hans Anker Jørgensen.
Hvem kan få glæde af udgivelsen? Det kan de fleste kor, både øvede og begyndere, så det er bare med at komme i gang med at synge nogle af de nye salmer. Tak til Christine Toft Kristensen og Forlaget Mixtur for endnu en vellykket og meget brugbar korudgivelse, og hvem ved – måske kommer der en tre’er om nogle år. Det kan man da håbe på.

Christine Toft Kristensen, red.
Flere forgreninger
Forlaget Mixtur 2026
Partitur: 94 sider, 249 kr.
Korstemmer: 64 sider, 119 kr.
via noder.dk
ARRANGEMENTER AF: Lasse Toft Eriksen, Mads Damlund, Michael Bojesen, Anne-Terese Sales, Merete Kuhlmann, Christian Præstholm, Jakob Lorentzen, Jonas Hunt og Emil Ritter




