Farverige sange til advent og jul

29. oktober 2021

Af Rikke Juul Morild

Benedicte og Christian Præstholm
Glæden kommer vandrende
Egen udgivelse 2021
24 sider
129 kr. hos noder.dk

Glæden kommer vandrende byder på nye sange til advents- og juletiden med tekster af Benedicte Hammer Præstholm og musik af Christian Præstholm. De er særdeles egnet til blandt andet børne- og juniorkor.

Titlen på hæftet med de ti nye sange til advent og jul passer rigtig fint, da vi jo endelig igen må synge sammen i/med vores kor, hvilken glæde at få lov til det, når vi har måttet undvære det og hinanden i så mange måneder.

De ti nye sange er skrevet af søskendeparret Benedicte Hammer Præstholm og Christian Præstholm. De har ønsket at skrive sangene så de virker billedskabende og farverige, og så sproget og tonen vil gøre sangene sjove og interessante at synge. Alt dette er lykkedes utrolig godt.

Sangene beskriver så fint tiden lige fra advents forventning og til julens dejlige historier. Vi følger tiden, fra vi tænder det første lys i adventskransen, fejrer Lucia, jomfru Maria og Josef, englekoret på himlen, og slutter med de tre visemænds besøg i Betlehem.

Det er alletiders at få et nyt sanghæfte med ti sange, der så fint dækker hele adventstiden, julen og slutter med helligtrekonger – dejligt med et nyt, sangbart repertoire.

Ny juleinspiration
Sangene er overskuelige og kan synges af både store og små sangere. En del af har omkvæd, og det er rigtig godt for de mindste af sangerne, men nogle af sangene har også diskantstemmer, så der er mulighed for en musikalsk udfordring for de lidt større sangere. Diskantstemmerne giver sangene et fint løft.

Benedicte og Christian har formået at skrive ti nye sange, som er utrolig sangbare, og hvor klaverakkompagnement så fint understreger teksten og er overskueligt at spille.
Sangene kan bruges enkeltvist i løbet af advent/juletiden, som introitus eller motet ved (musik)gudstjenester. Det vil også være en mulighed, at de kunne indgå i ”De ni læsninger”. Enkelte af sangene kan også bruges som fællessange.

Jeg kan kun varmt anbefale dette sanghæfte, og jeg selv glæder mig til at lære mine nye korsangere dette nye advent/julerepertoire. Så tusind tak til Benedicte og Christian for ny musikalsk inspiration.

Benedicte og Christian Præstholm
Glæden kommer vandrende
Egen udgivelse 2021
24 sider
129 kr. hos noder.dk

Del:

SENESTE ANMELDELSER

Del:

SENESTE ANMELDELSER