Anmeldelse af Orgelbogen (Forlaget Mixtur) af Katrine Immerkjær Kristiansen

Hvad om vi alle sammen tager en orgelelev?! Så kunne vi være med til ”at stimulere børn og unge til at spille på verdens største instrument”, og det er faktisk berigende at undervise. Her er bogen, du skal bruge.

”Orgelbogen” er et kompendium med varierende satstyper i stort set stigende sværhedsgrad på 92 sider – altså ikke en egentlig orgelskole forstået som lærebog med nodelære, opførelsespraksis, pedaløvelser og lignende. Stykkerne er afprøvet på Katrine Immerkjær Kristiansens elever, og den gode undervisning ligger i den magi, der sikkert findes mellem Katrine og hendes elever. Det er svært at komme det nærmere uden en skriftlig lærervejledning. Men selv med didaktiske og metodiske anvisninger op og ned af stolper, ville man være nødt til at hoppe ud i det uden sikkerhedsnet – og så eventuelt holde øje med, hvornår man kan komme på kursus med Katrine.

”Orgelbogen” er led i et pædagogisk reformarbejde, som mig bekendt ikke har set sin lige inden for kirkeorgel. Gennem Orgelklubben vil Katrine og samarbejdspartnere skabe lokal forankring rundt omkring i Danmark, gøde vækstlaget for konservatorier/kirkemusikskoler og ”motivere danske organister til at give orgelmusikken videre til næste generation”. Som tidligere musikskoleleder ville jeg gladelig have kastet mig ud i sådan en kampagne for at flere unge kunne komme til at spille orgel.

SALMER OG OLSENBANDEN
Indholdet i ”Orgelbogen” består af 19 salmesatser, 15 orgelstykker uden pedal, 18 orgelstykker med pedal, 6 stykker for 2 organister (men sikkert 1 orgel!).

Salmerne er arrangeret 2- og 3-stemmigt på forskellig måde. De er elevernes ”favoritsalmer” og står i alfabetisk orden. Orgelstykkerne uden pedal er keyboardstykker af forskellig oprindelse – også af Peter Møller. Orgelstykkerne med pedal kommer stilistisk og formmæssigt vidt omkring og er spændende materiale. Der er let orgelpunkt, men også bevæget bas, hvor man traditionelt ville savne en fodsætning. Det er her, vi kan møde kendte toner som ”Bryllupsmarchen” og ”Olsenbanden”, og der er spændende klange af Leif Martinussen og Jesper Madsen.

Stykkerne for to organister er ”klassiske”, dvs. Bach, Mozart, Elgar, Brahms, Gade og Lefébure-Wely. Idéen er udmærket, og man kan måske kalde det ”firhændigt orgel”, selvom pedalet tæller med. Det er netop vigtigt, at eleverne har nogle andre at være fælles om noget med. Til vanskelighederne med at få adgang til orgel føjer sig, at det kan være ensomt at spille orgel. Men så kunne man ønske nogle satser til sammenspil med andre instrumenter og dermed få nogle kammerater involveret. Til gengæld er koncertrummet lige for hånden: kirkerummet.

TRE STEMMER PÅ TRE SYSTEMER
Jeg har en lille personlig tvivl: Er det lettere for en elev at spille en salme noteret på tre systemer end på to? Det klinger ofte fint med trestemmige udsættelser som f.eks. ”Op, al den ting, som Gud har gjort”. Den er noteret med to G-nøgler og en F-nøgle. For det første skal man overskue en højere vertikal læsning, for det andet spiller venstrehånden kun diskantnoder, og for det tredje er det vel en mellemstation til koraludsættelse på to systemer. Den sædvanlige udsættelse på to systemer (3- eller 4-stemmig) er måske en ”helhed”, der er nemmere at læse i sig selv?

Det med helhed, forstået som overskuelighed, er en vigtig læringsfaktor. Tag også det første orgelstykke i afsnittet for to organister, som er ”Liebster Jesu, wir sind hier”. De fleste kender glæden ved at spille det stykke alene, men for den elev, der kun skal spille en bashalvdel, er det revet ud af en velsignet sammenhæng – uanset Bachs stærke understemmer. Min tvivl er igen, om det ikke gør det sværere?

Men i ”Orgelbogen” kan man finde godt materiale til arbejdet med enhver type elev, og man skal vælge i forhold til eleven. Man bliver sjovt nok dygtigere selv og vel til mode af at undervise interesserede elever. Så tag en elev, eller en til. Rigtig god arbejdslyst.

Allan Jarmer